Kendelse af 10. september 2007 (J.nr. 2006-0010133).
Ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere afslået.
Lov om forsikringsformidling § 56 a, § 4.
(Lise Høgh, Holger Dock og Steen Mejer Hansen)
Ved skrivelse af 21. december 2006 har K klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 28. november 2006 har afslået en ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling.
Sagens omstændigheder:
I Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006 hedder det:
”1.
Finanstilsynet har behandlet Deres ansøgning af 25. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006.
Finanstilsynet kan ikke imødekomme Deres ansøgning.
De opfylder efter Finanstilsynets opfattelse ikke betingelserne i lovens § 56 a, der forudsætter, at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler.
Det fremgår af Deres sag, at Finanstilsynet har behandlet en ansøgning fra Dem om tilladelse som forsikringsmægler i medfør af lov om forsikringsformidling og at Finanstilsynet har meddelt Dem afslag på Deres ansøgning.
Finanstilsynet afgørelse kan i medfør af § 53 i lov om forsikringsformidling indbringes for Erhvervsankenævnet …
Deres arbejdsgiver er herfra underrettet om Finanstilsynets afslag på Deres ansøgning.
2.
Om overgangsordningen i § 56 a i lov om forsikringsformidling kan Finanstilsynet oplyse følgende:
Ved ikrafttræden af lov om forsikringsformidling den 1. januar 2005 blev forsikringsrådgivning, der tilbydes uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, omfattet af begrebet forsikringsmægler-virksomhed.
Aktivitet som forsikringsrådgiver kunne dermed ikke længere udøves uden Finanstilsynets tilladelse som forsikringsmægler.
Formålet med overgangsordningen har været at sikre, at en gruppe erhvervsdrivende, der ikke tidligere har været omfattet af et krav om tilladelse fra Finanstilsynet, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, fik en rimelig periode til at opfylde betingelserne for at kunne fortsætte deres erhverv som forsikringsrådgiver.”
I klageskrivelsen af 21. december 2006 har K anført:
”Undertegnede skal herved oplyse, at jeg har haft tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed indtil den 1. april 2005.
Såfremt jeg ikke havde fået et bevis fra Forsikringsakademiet om bestået supplerende kompetencer indenfor forsikringsteknik ville min tilladelse til at drive mæglervirksomhed bortfalde pr. 1. april 2005. Der var ingen betingelse om at jeg heller ikke måtte drive forsikringsrådgivning og derfor overhoved ikke kunne fungere i brancen mere. Hvis jeg havde vidst dette havde jeg taget de moduler på Forsikringsakademiet der havde været nødvendigt for at kunne blive i brancen. Da jeg i april 2005 blev 63 år mente jeg, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at fungere som mægler efter 1. april 2005, men kunne fortsætte som rådgiver.
Hvis jeg havde været rådgiver og ikke mægler pr. 1. januar 2005 kunne jeg havde forsat som rådgiver i overgangsordningen indtil 1. januar 2011.
Jeg stiller mig uforstående overfor at fordi jeg har fungeret som mægler indtil 1. april 2005, og ikke som pensionsrådgiver sker der så drastiske ændringer på min næring fremover.
Jeg er uddannet i bank og har bl.a. været ansat i A i 5 år, yderligere har jeg været ansat i B i 25 år heraf de 20 år som direktør/regionsdirektør.
Yderligere er jeg i bestyrelsen for C og i bestyrelsen i D.
Jeg kan oplyse at jeg de sidste 12 år har været i forsikringsbrancen på pensionssiden.
Iflg. § 56a som der henvises til står der ”En virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning kan fortsætte denne virksomhed indtil 1. januar 2011”. Der står således intet om at man skal have udøvet forsikringsvirksomhed som forsikringsrådgiver og ikke som forsikringsmægler.
Jeg skal derfor tillade mig, at ansøge om at måtte virke som forsikringsrådgiver gennem mæglervirksomheden E a/s indtil 1. januar 2011 eller hvis dette ikke kan bevilges, da til 1. maj 2009 hvor jeg bliver 67 år.
…”
I anledning af klagen har Finanstilsynet i skrivelse af 26. januar 2007 udtalt:
”…
Indledende bemærkninger
Det følger af lov om forsikringsformidling, at personer, som udøver forsikringsmæglervirksomhed, skal have en tilladelse fra Finanstilsynet. En forudsætning for at få meddelt tilladelse er bl.a., at ansøgeren opfylder en række krav til teoretisk uddannelse. Disse krav fremgår af lovens § 9, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse.
Loven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, indeholdt en overgangsbestemmelse, hvorefter personer, der ved lovens ikrafttræden allerede udøvede forsikringsmæglervirksomhed, kunne få tilladelse til at fortsætte denne virksomhed, uanset at lovens uddannelseskrav ikke var opfyldt. Tilladelsen var betinget af, at den pågældende inden den 1. april 2005 indsendte bevis for, at kravene til teoretisk uddannelse var opfyldt.
Personer som havde fået en sådan tilladelse og som ikke inden 1. april 2005 havde indsendt bevis for at have erhvervet den påkrævede teoretiske uddannelse, fik pr. 1. april 2005 inddraget deres tilladelse.
Frem til den ændring af lov om forsikringsformidling, der trådte i kraft 1. januar 2005, ved lov nr. 362 af 19. maj 2004, var forsikringsrådgivning, som udøves uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, ikke omfattet af lovgivningen om forsikringsformidling. Ved forsikrings-rådgivning forstås, at man gennemgår kundens forsikringspolicer og rådgiver om kundens forsikringsbehov, men at man hverken bistår med indhentelse af forsikringstilbud eller med rådgivning om valg af den bedste løsning blandt de indhentede tilbud.
Da en sådan forsikringsrådgivning med den nævnte lovændring blev omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed, havde det den konsekvens, at man fra den 1. januar 2005 skal have tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed for at udføre denne forsikringsrådgivning.
Med henblik på at give de personer, som frem til lovændringen havde udøvet forsikringsrådgivning mulighed for at erhverve sig de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som er nødvendige for at fa tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed, indførtes ved en ændring af lov om forsikringsformidling med lov nr. 524 af 7. juni 2006 en ny overgangsordning i § 56 a.
Sagsfremstilling
Finanstilsynet gav ved brev af 23. januar 2002 K tilladelse som ansat livsforsikringsmægler i medfør af § 3, stk. 1, i lov om forsikringsformidling på vilkår af, at han erhvervede kompetence i forsikringsteknik inden for livsforsikringsmægling. Det fremgik af tilladelsen, at bevis for erhvervelsen skulle indsendes til Finanstilsynet inden den 1. april 2005. I modsat fald bortfaldt tilladelsen til at udøve livsforsikringsmægling, jf. § 34, stk. 2, i lov om forsikringsformidling. Finanstilsynets brev er vedlagt …
Finanstilsynet meddelte ved brev af 8. april 2005 [15. april 2005] K, at Finanstilsynets tilladelse var bortfaldet med virkning fra den 1. april 2005, idet klageren ikke havde indsendt bevis for at have erhvervet den fornødne teoretiske viden om forsikringsmægling, som var angivet i Finanstilsynets tilladelse af 23. januar 2002. Kopi af Finanstilsynets brev af 15. april 2005 er vedlagt …
Den 25. september 2006 indgav klageren ansøgning om at få tilladelse til at udøve forsikringsrådgivning i henhold til § 56 a i lov om forsikrings formidling. Som dokumentation for at han udøvede forsikringsrådgivning før 1. januar 2005 anførte klageren, at han vedlagde Finanstilsynets brev af 29. oktober 2003, hvoraf fremgår, at han havde tilladelse til at udøve livsforsikringsmægling før 1. januar 2005. Ansøgningen var dog ikke vedlagt dette bilag og Finanstilsynet har ikke sendt klageren et brev dateret den 29. oktober 2003. Ansøgningen er vedlagt …
Finanstilsynet gav ved brev af 28. november 2006 klageren afslag på denne ansøgning, idet tilsynet ikke fandt, at han opfyldte betingelserne i § 56 a, som forudsætter, at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler. Kopi af Finanstilsynets brev vedlægges …
K indbragte herefter ved brev af 21. december 2006 Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Retlig baggrund
Det følger af § 4 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, at virksomheder og ansatte, der udøver forsikringsmæglervirksomhed, skal have tilladelse hertil af Finanstilsynet.
Finanstilsynet har i bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse fastsat nærmere krav til en forsikringsmæglers teoretiske uddannelse.
Lov nr. 238 af 2l. april 1999 om forsikringsmæglervirksomhed indeholdt i § 34 en overgangsbestemmelse. Ifølge denne kunne personer, der inden lovens ikrafttræden den 1. januar 2000 udøvede forsikringsmæglervirksomhed, få tilladelse til at fortsætte denne virksomhed, uanset at lovens uddannelseskrav ikke var opfyldt på vilkår af, at den pågældende inden den 1. april 2005 indsendte bevis for at kravene til teoretisk uddannelse var opfyldt. Såfremt en person, som havde fået meddelt en sådan tilladelse, ikke inden den 1. april 2005 havde indsendt bevis for at have erhvervet den krævede teoretiske uddannelse, inddrog Finanstilsynet tilladelsen med virkning fra 1. april 2005.
§ 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, giver mulighed for, at en virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, kan fortsætte denne virksomhed, hvis virksomheden eller personen senest den 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse efter § 4.
Det fremgår af bemærkningerne til overgangsbestemmelsen, at overgangsordningen vedrører en særlig gruppe forsikringsformidlere, nemlig forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning var og er ikke særligt defineret i lov om forsikringsformidling, men blev ved den ændring af loven, som trådte i kraft 1. januar 2005 omfattet af begrebet “forsikringsmæglervirksomhed” som en følge af gennemførelsen af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling.
Det er i bemærkningerne til § 56 a anført, at overgangsordningen er nødvendig, da det ville være et meget indgribende indgreb for personer og virksomheder, som indtil da havde kunnet udøve virksomhed som forsikringsrådgiver uden en tilladelse som forsikringsmægler, såfremt de måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode indtil den fornødne uddannelse er erhvervet.
Praksis
Finanstilsynet har generelt fortolket overgangsordningen i § 56 a således, at kun personer, som inden den 1. januar 2005 udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, kan få tilladelse i henhold til bestemmelsen. Personer, som tidligere har ansøgt om tilladelse som forsikringsmægler eller personer, der tidligere har haft en midlertidig tilladelse som forsikringsmægler efter overgangsordningens § 34, og som derfor har udøvet andre former for forsikringsmægling end forsikringsrådgivning, kan ikke få tilladelse i henhold til § 56 a.
Finanstilsynet har med denne begrundelse givet afslag til i alt 11 personer, som tidligere har haft tilladelse som forsikringsmægler i henhold til den gamle overgangsordning, og hvis tilladelser er blevet inddraget pr. 1. april 2005, idet de ikke havde indsendt bevis for at have erhvervet den krævede teoretiske uddannelse.
Finanstilsynets vurdering og bemærkninger til klagerens anbringender
Finanstilsynet fastholder sit afslag af 28. november 2006 af de i afslaget anførte grunde.
K har over for Erhvervsankenævnet gjort gældende, at det ikke i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af hans tilladelse til forsikringsmægler blev angivet, at han heller ikke måtte drive forsikringsrådgivning og dermed overhovedet ikke kunne fungere i branchen mere.
Han har endvidere gjort gældende, at det ikke af § 56 a fremgår, at man skal have udøvet forsikringsvirksomhed som forsikringsrådgiver og ikke som forsikringsmægler.
Finanstilsynet skal hertil oplyse, at det er korrekt, at det ikke i forbindelse med inddragelsen af klagerens tilladelse i 2005 blev anført, at han ikke fremover måtte udøve forsikringsrådgivning, idet forsikringsrådgivning uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter på dette tidspunkt var omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed og dermed også krævede tilladelse som forsikringsmægler.
Til klagerens anbringende om, at det ikke af § 56 a fremgår, at det er en betingelse, at man skal have udøvet forsikringsrådgivning og ikke forsikringsmægling, skal Finanstilsynet bemærke, at dette fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, som er som følger:
“En virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning,”.
Det er endvidere Finanstilsynets opfattelse, at selv om det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, er det åbenlyst og må lægges til grund, at overgangsordningen i bestemmelsen alene er møntet på personer, som indtil 1. januar 2005 ikke har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng til øvrige forsikringsmægleraktiviteter. Personer, som både har udøvet forsikringsrådgivning og anden forsikringsmæglervirksomhed, og som allerede inden 1. januar 2005 burde have haft en tilladelse som forsikringsmægler, kan ikke blive omfattet af overgangsordningen.
Dette kan udledes af følgende uddrag fra bemærkningerne til bestemmelsen “En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler.”
Såfremt en person indtil da både havde ydet forsikringsrådgivning og andre forsikringsmægleraktiviteter, skulle vedkommende som nævnt alle rede have haft en tilladelse som forsikringsmægler, og dermed opfyldt uddannelseskravene til en forsikringsmægler.
Finanstilsynet finder ligeledes, at det ville være urimeligt, såfremt personer, som én gang har været omfattet af en overgangsordning i forbindelse med lovens indførelse, og som i den forbindelse ikke har opfyldt de uddannelsesmæssige krav inden for den fastsatte frist, skulle have mulighed for på ny at erhverve en midlertidig tilladelse, fordi der indføres en overgangsordning for en ny gruppe personer, hvis virksomhed inddrages under reguleringen af forsikringsformidling.”
I følgeskrivelsen til en skrivelse af 8. marts 2007 til Erhvervsankenævnet har K anført:
”…
Iflg. Finanstilsynets redegørelse er der givet afslag til 11 personer der tidligere har haft tilladelse til at udøve forsikringsmægling indtil 1. april 2005.
Er der kun 11 personer der har søgt om tilladelse til at fungere som forsikringsrådgivere, og har alle ansøgere fået afslag?
Så vidt jeg har erfaret var der betydelig flere der fik inddraget Deres tilladelse pr. 1. april 2005, har Finanstilsynet tilskrevet alle disse personer/selskaber af iflg. Finanstilsynets fortolkning af lov nr. 362 af 19. maj 2004 fremover ikke er tilladt at fungere som forsikringsrådgiver?
Eller er det kun de pligtopfyldende 11 der er blevet bekendtgjort med Finanstilsynets fortolkning af lov nr. 362 af 19. maj 2004?
…”
I skrivelsen af 8. marts 2007 har K yderligere anført:
”Sagsfremstillingen hvoraf fremgår at jeg var omfattet af overgangsordningen i § 34 i lov om forsikringsformidling, og derfor havde en midlertidig tilladelse til at drive forsikringsmægling indtil 1. april 2005 bestrides ikke.
Af brev fra Finanstilsynet af 15 april 2005 fremgår det at jeg fra 1. april 2005 ikke længere må udøve forsikringsmægling.
Ved lov nr. 362 af 19. maj 2004 med ikrafttrædelse 1. januar 2005 fremgår det af brev til Erhvervsankenævnet at forsikringsrådgivning ved den nævnte lovændring blev omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed med den konsekvent at man fra 1. januar 2005 skal havde tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed for at udføre forsikringsrådgivning.
Jeg stiller mig derfor uforstående overfor at Finanstilsynet ikke har meddelt mig dette, og at de ved brev af 15. april 2005 ligeledes ikke meddeler mig dette og kun inddrager min tilladelse til at drive forsikringsmægler-virksomhed.
Ved min ansøgning af 25. september 2006 … vedlagde jeg brev fra Finanstilsynet dateret 29. oktober 2003, da Finanstilsynet tilsyneladende ikke er i besiddelse af dette vedlægges det. Af brevet fremgår det at jeg frasagde mig retten til at drive selvstændig mæglervirksomhed og fremover var tilknyttet E I/S. Jeg kan oplyse at jeg fra dette tidspunkt i praksis kun har fungeret som forsikringsrådgiver, da al tilbudsgivning er blevet udført af E.
I henhold til bemærkningerne i § 56a er det anført, at en overgangsordning er nødvendig, da det ville være et meget indgribende indgreb for personer og virksomhedes, som indtil da havde kunnet udøve virksomhed som forsikringsrådgivere uden tilladelse som forsikringsmægler såfremt de måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode indtil den fornødne uddannelse er erhvervet.
Min tilladelse af 23. januar 2002 til at drive mæglervirksomhed blev således givet før lov nr. 362 af 19. maj 2004 blev vedtaget, og jeg har derfor truffet en beslutning om at kunne virke som mægler til 1. april 2005 UDEN at være klar over konsekvenser af en lov vedtaget mere end 2 år efter.
Jeg er således nøjagtig blevet ramt af det i § 56 meget indgribende indgreb uden at have haft mulighed for, at tage stilling til evt. at havde gennemført de teoretiske krav der gjaldt for forsikringsmæglere nu også gjaldt for forsikringsrådgivere.
Jeg finder det derfor urimeligt at Finanstilsynet fortolker § 56 a så striks, at fordi man har haft en midlertidig tilladelse som mægler kan man derfor ikke få en midlertidig tilladelse som forsikringsrådgiver med de konsekvenser det har for mig. Se § 56 a indgribende indgreb.
Jeg stiller mig uforstående overfor Finanstilsynets afsluttende bemærkninger om at det vil være urimeligt, såfremt en person som en gang har været omfattet af en overgangsordning skulle havde mulighed for en yderligere mulighed for en overgangsordning.
Den overgangsordning jeg fik bevilliget 23. januar 2002 var på helt andre betingelser, da det var før lov af 19. maj 2004 blev vedtaget.
Jeg kan ikke forestille mig, at denne fortolkning er i lovens ånd.
Jeg skal derfor ansøge om at måtte fungere som forsikringsrådgiver til 1. januar 2011.
Sekundært til 1. april 2009.
Såfremt dette ikke kan imødekommes, at jeg får mulighed for at tage den teoretiske uddannelse der nu også kræves af forsikringsrådgivere.”
Finanstilsynet har ved skrivelse af 27. marts 2007 yderligere anført:
”…
Klager anfører [i indlægget af 8. marts 2007], at det i Finanstilsynets redegørelse til ankenævnet fremgår, at forsikringsrådgivning først blev omfattet af definitionen af forsikringsmægling og dermed af et krav om tilladelse ved lov nr. 362 af 19. maj 2004.
Dette er ikke korrekt forstået. Definitionen af forsikringsmægling har altid omfattet den forsikringsrådgivning, der sker som en integreret del af forsikringsmæglingen. Forsikringsrådgivning, som har været udøvet i forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler siden lov nr. 238 af 21. april 1999, der trådte i kraft den 1.januar 2000.
Indtil ikrafttræden den 1. januar 2005 af lov nr. 362 af 19.maj 2004 var det således alene tilladt uden tilladelse fra Finanstilsynet at tilbyde forsikringsrådgivning, som ikke samtidig blev udøvet i forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter.
Finanstilsynet har ikke fundet det relevant at underrette klager om, at Finanstilsynets inddragelse af hans midlertidige tilladelse med virkning fra den 1. april 2005 betød, at der heller ikke kunne udøves forsikringsrådgivning.
Aktivitet som forsikringsrådgiver var allerede på dette tidspunkt blevet omfattet af det samme krav om uddannelse som forsikringsmægler. En uddannelse, som klager havde haft mulighed for at erhverve sig i kraft af den midlertidige tilladelse af 23. januar 2002, men som klager ikke kunne dokumentere at have bestået inden fristens udløb den 1. april 2005.
Klager anfører nu, at “siden han den 29. oktober 2003 frasagde sig retten til at drive selvstændig mæglervirksomhed, har han alene fungeret som forsikringsrådgiver hos forsikringsmæglervirksomheden E I/S.”
Derfor finder han, at han bør omfattes af overgangsordningen i § 56 a.
Det fremgår af Finanstilsynets brev af 18. november 2003, at Finanstilsynet har registreret, at klagers personlige tilladelse som forsikringsmægler er flyttet til den ny arbejdsgiver E I/S, og at Finanstilsynet gør opmærksom på, at den personlige tilladelse kan bortfalde den 1. april 2005, …
Det har formodningen i mod sig, at klager som ansat forsikringsmægler i E I/S alene skulle have været beskæftiget med forsikringsrådgivning uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter.
Finanstilsynet har generelt fortolket overgangsordningen i § 56 a således, at kun personer, som inden den 1. januar 2005 udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, kan få tilladelse i henhold til bestemmelsen. Personer, som tidligere har ansøgt om tilladelse som forsikringsmægler eller personer, der tidligere har haft en midlertidig tilladelse som forsikringsmægler efter overgangsordningens § 34, og som derfor har udøvet andre aktiviteter inden for forsikringsmægling end forsikringsrådgivning, kan ikke få tilladelse i henhold til § 56 a.
Det er Finanstilsynets opfattelse, at denne administration af § 56 a er i overensstemmelse med de lovbemærkninger og forarbejder, der knytter sig til vedtagelsen af overgangsordningen.
Det er stadig Finanstilsynets opfattelse, at selv om det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, er det åbenlyst og må lægges til grund, at overgangsordningen i bestemmelsen alene er møntet på personer, som indtil 1. januar 2005 ikke har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng til øvrige forsikringsmægleraktiviteter. En aktivitet, der først med lovændringen i 2005 blev omfattet af et krav om tilladelse.
Personer, som både har udøvet forsikringsrådgivning og anden forsikringsmæglervirksomhed, og som allerede inden 1. januar 2005 burde have haft en tilladelse som forsikringsmægler, kan ikke blive omfattet af overgangsordningen.
Finanstilsynet finder stadig, at det ville være urimeligt, såfremt personer, som én gang har været omfattet af en overgangsordning i forbindelse med lovens indførelse, og som i den forbindelse ikke har opfyldt de ud dannelsesmæssige krav inden for den fastsatte frist, skulle have mulighed for på ny at erhverve en midlertidig tilladelse, fordi der indføres en overgangsordning for en ny gruppe personer, hvis virksomhed inddrages under reguleringen af forsikringsformidling.
Til klagers supplerende indlæg vedrørende antallet af personer, der har ansøgt om at blive omfattet af overgangsordningen, skal Finanstilsynet bekræfte det angivne antal.
Supplerende kan Finanstilsynet oplyse, at alle forsikringsmægler-virksomheder samt de 2 forsikringsmæglerforeninger ved brev af 19. september 2006 modtog orientering om overgangsordningen i § 56 a, …
Finanstilsynet har i sagens natur ikke rettet henvendelse til de forsikringsmæglere, der har fået inddraget tilladelsen som forsikringsmægler den i april 2005, idet disse personer ifølge Finanstilsynets fortolkning af § 56 a ikke havde mulighed for at blive omfattet af bestemmelsen.
Finanstilsynet fastholder den indklagede afgørelse, der betyder, at klager ikke må udøve aktivitet som forsikringsmægler eller tilbyde forsikringsrådgivning, før uddannelsen som forsikringsmægler er erhvervet.”
Heroverfor har K ved skrivelse af 12. maj 2007 bemærket:
”..
Som en rød tråd fremgår det gang på gang af Finanstilsynets skrivelser, at jeg ikke efter Finanstilsynets opfattelse opfylder lovens § 56 a, der forudsætter, at jeg ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler, og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler desuagtet at Finanstilsynet erkender, at det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, at de af Finanstilsynets førnævnte forudsætninger er gældende.
Jeg kan samtidig oplyse, at jeg fra den 1. juni 2003 blev tilknyttet E og siden da alene har arbejdet som forsikringsrådgiver uden sammenhæng med øvrige forsikringsmægleraktiviteter, og derfor opfylder lovens krav for forsikringsrådgivere, hvilket kan bekræftes af min nuværende arbejdsgiver E, X-by, ved direktør F.
Det skal samtidigt oplyses, at årsagen til, at jeg oprindelig ansøgte om tilladelse som forsikringsmægler var, at der på dette tidspunkt ikke var andre muligheder som ansat i en forsikringsmæglervirksomhed.
Finanstilsynets beslutning vil være et alvorlig indgreb som kan medfører, at jeg må indstille min erhvervsudøvelse, hvad det vil medfører af menneskelige og økonomiske konsekvenser.”
Finanstilsynet har ved skrivelse af 6. juni 2007 bemærket:
”…
Finanstilsynet skal på ny præcisere, at der ved tilsynets afslag på Ks ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen i § 56 a i lov om forsikringsformidling, er taget udgangspunkt i, at klager allerede inden overgangsordningens ikrafttræden havde udøvet aktivitet som forsikringsmægler.
I perioden fra den 23. januar 2002 til den 1. juni 2003 havde klager Finanstilsynets tilladelse til at udøve livsforsikringsmægling i enkeltmandsvirksomhed og fra den 1. juni 2003 som ansat i livsforsikringsmægler i E I/S. Den 1. april 2005 tilbagekaldte Finanstilsynet den meddelte tilladelse, idet klager ikke havde opfyldt betingelsen for den givne tilladelse, …
K opfylder derfor ikke, efter Finanstilsynets fortolkning af bestemmelsen, betingelsen i § 56 a i lov om forsikringsformidling om ikke tidligere at have udøvet aktivitet som forsikringsmægler.
…”
K er ved skrivelse af 1. juli 2007 fremkommet med yderligere bemærkninger.
Ankenævnet udtaler:
I henhold til lov om forsikringsformidling § 56 a, stk. 1, kan en virksomhed eller person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, fortsætte denne virksomhed, hvis virksomheden eller personen senest 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmæglervirksomhed efter § 4. I henhold til § 56 a, stk. 2, bortfalder retten til at udøve forsikringsrådgivning efter stk. 1 den 1. januar 2011, medmindre den pågældende inden da indsender bevis for, at vedkommende opfylder nærmere angivne krav til teoretisk uddannelse.
Det fremgår af betænkning nr. 52 i 2006 over forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling, med hvilken lov § 56 a blev indsat i loven, blandt andet:
”Bestemmelsen indeholder en overgangsordning for en særlig gruppe af forsikringsformidlere, nemlig de såkaldte forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning er ikke særligt defineret i loven, men blev ved lov om forsikringsformidling, der trådte i kraft den 1. januar 2005, omfattet af begrebet forsikringsmæglervirksomhed…
…
En forsikringsrådgiver tilbyder f.eks. at gennemgå kundens forsikringspolicer og rådgive om kundens forsikringsbehov. En forsikringsrådgiver bistår hverken med at indhente tilbud fra forsikringsselskaberne på forsikringsdækning eller med at rådgive kunden om valg af den bedste løsning blandt disse tilbud. Herved adskiller forsikringsrådgiveren sig fra forsikringsmægleren, der netop indhenter flere alternative forsikringstilbud og rådgiver kunden om det bedste valg.
En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler. For sådanne erhvervsdrivende er det et meget indgribende indgreb at måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode af kortere eller længere varighed, indtil den fornødne uddannelse er erhvervet. I stk. 1 foreslås det derfor, at virksomheder og personer, der kan dokumentere at have udøvet forsikringsrådgivning inden den 1. januar 2005, kan fortsætte denne virksomhed.”
Erhvervsankenævnet finder efter ordlyden af lov om forsikringsformidling § 56 a og forarbejderne til denne bestemmelse, at lovens overgangsordning kun omfatter virksomheder og personer, som før 1. januar 2005 udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning, hvorimod overgangsordningen ikke omfatter virksomheder og personer, der tillige har udøvet andre forsikringsmægleraktiviteter.
Da K, der den 23. januar 2002 af Finanstilsynet fik midlertidig tilladelse til som ansat at være beskæftiget som livsforsikringsmægler på nærmere angivne vilkår, før 1. januar 2005 ikke udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning men tillige andre forsikringsmægleraktiviteter, tiltræder Erhvervsankenævnet herefter, at Finanstilsynet har afslået hans ansøgning af 25. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling.
Ankenævnet stadfæster derfor Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006.
Ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere afslået.
Lov om forsikringsformidling § 56 a, § 4.
(Lise Høgh, Holger Dock og Steen Mejer Hansen)
Ved skrivelse af 21. december 2006 har K klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 28. november 2006 har afslået en ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling.
Sagens omstændigheder:
I Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006 hedder det:
”1.
Finanstilsynet har behandlet Deres ansøgning af 25. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006.
Finanstilsynet kan ikke imødekomme Deres ansøgning.
De opfylder efter Finanstilsynets opfattelse ikke betingelserne i lovens § 56 a, der forudsætter, at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler.
Det fremgår af Deres sag, at Finanstilsynet har behandlet en ansøgning fra Dem om tilladelse som forsikringsmægler i medfør af lov om forsikringsformidling og at Finanstilsynet har meddelt Dem afslag på Deres ansøgning.
Finanstilsynet afgørelse kan i medfør af § 53 i lov om forsikringsformidling indbringes for Erhvervsankenævnet …
Deres arbejdsgiver er herfra underrettet om Finanstilsynets afslag på Deres ansøgning.
2.
Om overgangsordningen i § 56 a i lov om forsikringsformidling kan Finanstilsynet oplyse følgende:
Ved ikrafttræden af lov om forsikringsformidling den 1. januar 2005 blev forsikringsrådgivning, der tilbydes uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, omfattet af begrebet forsikringsmægler-virksomhed.
Aktivitet som forsikringsrådgiver kunne dermed ikke længere udøves uden Finanstilsynets tilladelse som forsikringsmægler.
Formålet med overgangsordningen har været at sikre, at en gruppe erhvervsdrivende, der ikke tidligere har været omfattet af et krav om tilladelse fra Finanstilsynet, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, fik en rimelig periode til at opfylde betingelserne for at kunne fortsætte deres erhverv som forsikringsrådgiver.”
I klageskrivelsen af 21. december 2006 har K anført:
”Undertegnede skal herved oplyse, at jeg har haft tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed indtil den 1. april 2005.
Såfremt jeg ikke havde fået et bevis fra Forsikringsakademiet om bestået supplerende kompetencer indenfor forsikringsteknik ville min tilladelse til at drive mæglervirksomhed bortfalde pr. 1. april 2005. Der var ingen betingelse om at jeg heller ikke måtte drive forsikringsrådgivning og derfor overhoved ikke kunne fungere i brancen mere. Hvis jeg havde vidst dette havde jeg taget de moduler på Forsikringsakademiet der havde været nødvendigt for at kunne blive i brancen. Da jeg i april 2005 blev 63 år mente jeg, at jeg ikke nødvendigvis behøvede at fungere som mægler efter 1. april 2005, men kunne fortsætte som rådgiver.
Hvis jeg havde været rådgiver og ikke mægler pr. 1. januar 2005 kunne jeg havde forsat som rådgiver i overgangsordningen indtil 1. januar 2011.
Jeg stiller mig uforstående overfor at fordi jeg har fungeret som mægler indtil 1. april 2005, og ikke som pensionsrådgiver sker der så drastiske ændringer på min næring fremover.
Jeg er uddannet i bank og har bl.a. været ansat i A i 5 år, yderligere har jeg været ansat i B i 25 år heraf de 20 år som direktør/regionsdirektør.
Yderligere er jeg i bestyrelsen for C og i bestyrelsen i D.
Jeg kan oplyse at jeg de sidste 12 år har været i forsikringsbrancen på pensionssiden.
Iflg. § 56a som der henvises til står der ”En virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning kan fortsætte denne virksomhed indtil 1. januar 2011”. Der står således intet om at man skal have udøvet forsikringsvirksomhed som forsikringsrådgiver og ikke som forsikringsmægler.
Jeg skal derfor tillade mig, at ansøge om at måtte virke som forsikringsrådgiver gennem mæglervirksomheden E a/s indtil 1. januar 2011 eller hvis dette ikke kan bevilges, da til 1. maj 2009 hvor jeg bliver 67 år.
…”
I anledning af klagen har Finanstilsynet i skrivelse af 26. januar 2007 udtalt:
”…
Indledende bemærkninger
Det følger af lov om forsikringsformidling, at personer, som udøver forsikringsmæglervirksomhed, skal have en tilladelse fra Finanstilsynet. En forudsætning for at få meddelt tilladelse er bl.a., at ansøgeren opfylder en række krav til teoretisk uddannelse. Disse krav fremgår af lovens § 9, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse.
Loven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, indeholdt en overgangsbestemmelse, hvorefter personer, der ved lovens ikrafttræden allerede udøvede forsikringsmæglervirksomhed, kunne få tilladelse til at fortsætte denne virksomhed, uanset at lovens uddannelseskrav ikke var opfyldt. Tilladelsen var betinget af, at den pågældende inden den 1. april 2005 indsendte bevis for, at kravene til teoretisk uddannelse var opfyldt.
Personer som havde fået en sådan tilladelse og som ikke inden 1. april 2005 havde indsendt bevis for at have erhvervet den påkrævede teoretiske uddannelse, fik pr. 1. april 2005 inddraget deres tilladelse.
Frem til den ændring af lov om forsikringsformidling, der trådte i kraft 1. januar 2005, ved lov nr. 362 af 19. maj 2004, var forsikringsrådgivning, som udøves uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, ikke omfattet af lovgivningen om forsikringsformidling. Ved forsikrings-rådgivning forstås, at man gennemgår kundens forsikringspolicer og rådgiver om kundens forsikringsbehov, men at man hverken bistår med indhentelse af forsikringstilbud eller med rådgivning om valg af den bedste løsning blandt de indhentede tilbud.
Da en sådan forsikringsrådgivning med den nævnte lovændring blev omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed, havde det den konsekvens, at man fra den 1. januar 2005 skal have tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed for at udføre denne forsikringsrådgivning.
Med henblik på at give de personer, som frem til lovændringen havde udøvet forsikringsrådgivning mulighed for at erhverve sig de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som er nødvendige for at fa tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed, indførtes ved en ændring af lov om forsikringsformidling med lov nr. 524 af 7. juni 2006 en ny overgangsordning i § 56 a.
Sagsfremstilling
Finanstilsynet gav ved brev af 23. januar 2002 K tilladelse som ansat livsforsikringsmægler i medfør af § 3, stk. 1, i lov om forsikringsformidling på vilkår af, at han erhvervede kompetence i forsikringsteknik inden for livsforsikringsmægling. Det fremgik af tilladelsen, at bevis for erhvervelsen skulle indsendes til Finanstilsynet inden den 1. april 2005. I modsat fald bortfaldt tilladelsen til at udøve livsforsikringsmægling, jf. § 34, stk. 2, i lov om forsikringsformidling. Finanstilsynets brev er vedlagt …
Finanstilsynet meddelte ved brev af 8. april 2005 [15. april 2005] K, at Finanstilsynets tilladelse var bortfaldet med virkning fra den 1. april 2005, idet klageren ikke havde indsendt bevis for at have erhvervet den fornødne teoretiske viden om forsikringsmægling, som var angivet i Finanstilsynets tilladelse af 23. januar 2002. Kopi af Finanstilsynets brev af 15. april 2005 er vedlagt …
Den 25. september 2006 indgav klageren ansøgning om at få tilladelse til at udøve forsikringsrådgivning i henhold til § 56 a i lov om forsikrings formidling. Som dokumentation for at han udøvede forsikringsrådgivning før 1. januar 2005 anførte klageren, at han vedlagde Finanstilsynets brev af 29. oktober 2003, hvoraf fremgår, at han havde tilladelse til at udøve livsforsikringsmægling før 1. januar 2005. Ansøgningen var dog ikke vedlagt dette bilag og Finanstilsynet har ikke sendt klageren et brev dateret den 29. oktober 2003. Ansøgningen er vedlagt …
Finanstilsynet gav ved brev af 28. november 2006 klageren afslag på denne ansøgning, idet tilsynet ikke fandt, at han opfyldte betingelserne i § 56 a, som forudsætter, at ansøger ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler. Kopi af Finanstilsynets brev vedlægges …
K indbragte herefter ved brev af 21. december 2006 Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Retlig baggrund
Det følger af § 4 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, at virksomheder og ansatte, der udøver forsikringsmæglervirksomhed, skal have tilladelse hertil af Finanstilsynet.
Finanstilsynet har i bekendtgørelse nr. 1110 af 14. november 2004 om forsikringsformidleres uddannelse fastsat nærmere krav til en forsikringsmæglers teoretiske uddannelse.
Lov nr. 238 af 2l. april 1999 om forsikringsmæglervirksomhed indeholdt i § 34 en overgangsbestemmelse. Ifølge denne kunne personer, der inden lovens ikrafttræden den 1. januar 2000 udøvede forsikringsmæglervirksomhed, få tilladelse til at fortsætte denne virksomhed, uanset at lovens uddannelseskrav ikke var opfyldt på vilkår af, at den pågældende inden den 1. april 2005 indsendte bevis for at kravene til teoretisk uddannelse var opfyldt. Såfremt en person, som havde fået meddelt en sådan tilladelse, ikke inden den 1. april 2005 havde indsendt bevis for at have erhvervet den krævede teoretiske uddannelse, inddrog Finanstilsynet tilladelsen med virkning fra 1. april 2005.
§ 56 a i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 14. juli 2006, giver mulighed for, at en virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, kan fortsætte denne virksomhed, hvis virksomheden eller personen senest den 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse efter § 4.
Det fremgår af bemærkningerne til overgangsbestemmelsen, at overgangsordningen vedrører en særlig gruppe forsikringsformidlere, nemlig forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning var og er ikke særligt defineret i lov om forsikringsformidling, men blev ved den ændring af loven, som trådte i kraft 1. januar 2005 omfattet af begrebet “forsikringsmæglervirksomhed” som en følge af gennemførelsen af Europaparlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling.
Det er i bemærkningerne til § 56 a anført, at overgangsordningen er nødvendig, da det ville være et meget indgribende indgreb for personer og virksomheder, som indtil da havde kunnet udøve virksomhed som forsikringsrådgiver uden en tilladelse som forsikringsmægler, såfremt de måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode indtil den fornødne uddannelse er erhvervet.
Praksis
Finanstilsynet har generelt fortolket overgangsordningen i § 56 a således, at kun personer, som inden den 1. januar 2005 udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, kan få tilladelse i henhold til bestemmelsen. Personer, som tidligere har ansøgt om tilladelse som forsikringsmægler eller personer, der tidligere har haft en midlertidig tilladelse som forsikringsmægler efter overgangsordningens § 34, og som derfor har udøvet andre former for forsikringsmægling end forsikringsrådgivning, kan ikke få tilladelse i henhold til § 56 a.
Finanstilsynet har med denne begrundelse givet afslag til i alt 11 personer, som tidligere har haft tilladelse som forsikringsmægler i henhold til den gamle overgangsordning, og hvis tilladelser er blevet inddraget pr. 1. april 2005, idet de ikke havde indsendt bevis for at have erhvervet den krævede teoretiske uddannelse.
Finanstilsynets vurdering og bemærkninger til klagerens anbringender
Finanstilsynet fastholder sit afslag af 28. november 2006 af de i afslaget anførte grunde.
K har over for Erhvervsankenævnet gjort gældende, at det ikke i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af hans tilladelse til forsikringsmægler blev angivet, at han heller ikke måtte drive forsikringsrådgivning og dermed overhovedet ikke kunne fungere i branchen mere.
Han har endvidere gjort gældende, at det ikke af § 56 a fremgår, at man skal have udøvet forsikringsvirksomhed som forsikringsrådgiver og ikke som forsikringsmægler.
Finanstilsynet skal hertil oplyse, at det er korrekt, at det ikke i forbindelse med inddragelsen af klagerens tilladelse i 2005 blev anført, at han ikke fremover måtte udøve forsikringsrådgivning, idet forsikringsrådgivning uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter på dette tidspunkt var omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed og dermed også krævede tilladelse som forsikringsmægler.
Til klagerens anbringende om, at det ikke af § 56 a fremgår, at det er en betingelse, at man skal have udøvet forsikringsrådgivning og ikke forsikringsmægling, skal Finanstilsynet bemærke, at dette fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, som er som følger:
“En virksomhed eller en person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning,”.
Det er endvidere Finanstilsynets opfattelse, at selv om det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, er det åbenlyst og må lægges til grund, at overgangsordningen i bestemmelsen alene er møntet på personer, som indtil 1. januar 2005 ikke har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng til øvrige forsikringsmægleraktiviteter. Personer, som både har udøvet forsikringsrådgivning og anden forsikringsmæglervirksomhed, og som allerede inden 1. januar 2005 burde have haft en tilladelse som forsikringsmægler, kan ikke blive omfattet af overgangsordningen.
Dette kan udledes af følgende uddrag fra bemærkningerne til bestemmelsen “En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler.”
Såfremt en person indtil da både havde ydet forsikringsrådgivning og andre forsikringsmægleraktiviteter, skulle vedkommende som nævnt alle rede have haft en tilladelse som forsikringsmægler, og dermed opfyldt uddannelseskravene til en forsikringsmægler.
Finanstilsynet finder ligeledes, at det ville være urimeligt, såfremt personer, som én gang har været omfattet af en overgangsordning i forbindelse med lovens indførelse, og som i den forbindelse ikke har opfyldt de uddannelsesmæssige krav inden for den fastsatte frist, skulle have mulighed for på ny at erhverve en midlertidig tilladelse, fordi der indføres en overgangsordning for en ny gruppe personer, hvis virksomhed inddrages under reguleringen af forsikringsformidling.”
I følgeskrivelsen til en skrivelse af 8. marts 2007 til Erhvervsankenævnet har K anført:
”…
Iflg. Finanstilsynets redegørelse er der givet afslag til 11 personer der tidligere har haft tilladelse til at udøve forsikringsmægling indtil 1. april 2005.
Er der kun 11 personer der har søgt om tilladelse til at fungere som forsikringsrådgivere, og har alle ansøgere fået afslag?
Så vidt jeg har erfaret var der betydelig flere der fik inddraget Deres tilladelse pr. 1. april 2005, har Finanstilsynet tilskrevet alle disse personer/selskaber af iflg. Finanstilsynets fortolkning af lov nr. 362 af 19. maj 2004 fremover ikke er tilladt at fungere som forsikringsrådgiver?
Eller er det kun de pligtopfyldende 11 der er blevet bekendtgjort med Finanstilsynets fortolkning af lov nr. 362 af 19. maj 2004?
…”
I skrivelsen af 8. marts 2007 har K yderligere anført:
”Sagsfremstillingen hvoraf fremgår at jeg var omfattet af overgangsordningen i § 34 i lov om forsikringsformidling, og derfor havde en midlertidig tilladelse til at drive forsikringsmægling indtil 1. april 2005 bestrides ikke.
Af brev fra Finanstilsynet af 15 april 2005 fremgår det at jeg fra 1. april 2005 ikke længere må udøve forsikringsmægling.
Ved lov nr. 362 af 19. maj 2004 med ikrafttrædelse 1. januar 2005 fremgår det af brev til Erhvervsankenævnet at forsikringsrådgivning ved den nævnte lovændring blev omfattet af definitionen af forsikringsmæglervirksomhed med den konsekvent at man fra 1. januar 2005 skal havde tilladelse til at drive forsikringsmæglervirksomhed for at udføre forsikringsrådgivning.
Jeg stiller mig derfor uforstående overfor at Finanstilsynet ikke har meddelt mig dette, og at de ved brev af 15. april 2005 ligeledes ikke meddeler mig dette og kun inddrager min tilladelse til at drive forsikringsmægler-virksomhed.
Ved min ansøgning af 25. september 2006 … vedlagde jeg brev fra Finanstilsynet dateret 29. oktober 2003, da Finanstilsynet tilsyneladende ikke er i besiddelse af dette vedlægges det. Af brevet fremgår det at jeg frasagde mig retten til at drive selvstændig mæglervirksomhed og fremover var tilknyttet E I/S. Jeg kan oplyse at jeg fra dette tidspunkt i praksis kun har fungeret som forsikringsrådgiver, da al tilbudsgivning er blevet udført af E.
I henhold til bemærkningerne i § 56a er det anført, at en overgangsordning er nødvendig, da det ville være et meget indgribende indgreb for personer og virksomhedes, som indtil da havde kunnet udøve virksomhed som forsikringsrådgivere uden tilladelse som forsikringsmægler såfremt de måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode indtil den fornødne uddannelse er erhvervet.
Min tilladelse af 23. januar 2002 til at drive mæglervirksomhed blev således givet før lov nr. 362 af 19. maj 2004 blev vedtaget, og jeg har derfor truffet en beslutning om at kunne virke som mægler til 1. april 2005 UDEN at være klar over konsekvenser af en lov vedtaget mere end 2 år efter.
Jeg er således nøjagtig blevet ramt af det i § 56 meget indgribende indgreb uden at have haft mulighed for, at tage stilling til evt. at havde gennemført de teoretiske krav der gjaldt for forsikringsmæglere nu også gjaldt for forsikringsrådgivere.
Jeg finder det derfor urimeligt at Finanstilsynet fortolker § 56 a så striks, at fordi man har haft en midlertidig tilladelse som mægler kan man derfor ikke få en midlertidig tilladelse som forsikringsrådgiver med de konsekvenser det har for mig. Se § 56 a indgribende indgreb.
Jeg stiller mig uforstående overfor Finanstilsynets afsluttende bemærkninger om at det vil være urimeligt, såfremt en person som en gang har været omfattet af en overgangsordning skulle havde mulighed for en yderligere mulighed for en overgangsordning.
Den overgangsordning jeg fik bevilliget 23. januar 2002 var på helt andre betingelser, da det var før lov af 19. maj 2004 blev vedtaget.
Jeg kan ikke forestille mig, at denne fortolkning er i lovens ånd.
Jeg skal derfor ansøge om at måtte fungere som forsikringsrådgiver til 1. januar 2011.
Sekundært til 1. april 2009.
Såfremt dette ikke kan imødekommes, at jeg får mulighed for at tage den teoretiske uddannelse der nu også kræves af forsikringsrådgivere.”
Finanstilsynet har ved skrivelse af 27. marts 2007 yderligere anført:
”…
Klager anfører [i indlægget af 8. marts 2007], at det i Finanstilsynets redegørelse til ankenævnet fremgår, at forsikringsrådgivning først blev omfattet af definitionen af forsikringsmægling og dermed af et krav om tilladelse ved lov nr. 362 af 19. maj 2004.
Dette er ikke korrekt forstået. Definitionen af forsikringsmægling har altid omfattet den forsikringsrådgivning, der sker som en integreret del af forsikringsmæglingen. Forsikringsrådgivning, som har været udøvet i forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter, har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler siden lov nr. 238 af 21. april 1999, der trådte i kraft den 1.januar 2000.
Indtil ikrafttræden den 1. januar 2005 af lov nr. 362 af 19.maj 2004 var det således alene tilladt uden tilladelse fra Finanstilsynet at tilbyde forsikringsrådgivning, som ikke samtidig blev udøvet i forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter.
Finanstilsynet har ikke fundet det relevant at underrette klager om, at Finanstilsynets inddragelse af hans midlertidige tilladelse med virkning fra den 1. april 2005 betød, at der heller ikke kunne udøves forsikringsrådgivning.
Aktivitet som forsikringsrådgiver var allerede på dette tidspunkt blevet omfattet af det samme krav om uddannelse som forsikringsmægler. En uddannelse, som klager havde haft mulighed for at erhverve sig i kraft af den midlertidige tilladelse af 23. januar 2002, men som klager ikke kunne dokumentere at have bestået inden fristens udløb den 1. april 2005.
Klager anfører nu, at “siden han den 29. oktober 2003 frasagde sig retten til at drive selvstændig mæglervirksomhed, har han alene fungeret som forsikringsrådgiver hos forsikringsmæglervirksomheden E I/S.”
Derfor finder han, at han bør omfattes af overgangsordningen i § 56 a.
Det fremgår af Finanstilsynets brev af 18. november 2003, at Finanstilsynet har registreret, at klagers personlige tilladelse som forsikringsmægler er flyttet til den ny arbejdsgiver E I/S, og at Finanstilsynet gør opmærksom på, at den personlige tilladelse kan bortfalde den 1. april 2005, …
Det har formodningen i mod sig, at klager som ansat forsikringsmægler i E I/S alene skulle have været beskæftiget med forsikringsrådgivning uden forbindelse med de øvrige forsikringsmægleraktiviteter.
Finanstilsynet har generelt fortolket overgangsordningen i § 56 a således, at kun personer, som inden den 1. januar 2005 udelukkende har beskæftiget sig med forsikringsrådgivning, kan få tilladelse i henhold til bestemmelsen. Personer, som tidligere har ansøgt om tilladelse som forsikringsmægler eller personer, der tidligere har haft en midlertidig tilladelse som forsikringsmægler efter overgangsordningens § 34, og som derfor har udøvet andre aktiviteter inden for forsikringsmægling end forsikringsrådgivning, kan ikke få tilladelse i henhold til § 56 a.
Det er Finanstilsynets opfattelse, at denne administration af § 56 a er i overensstemmelse med de lovbemærkninger og forarbejder, der knytter sig til vedtagelsen af overgangsordningen.
Det er stadig Finanstilsynets opfattelse, at selv om det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, er det åbenlyst og må lægges til grund, at overgangsordningen i bestemmelsen alene er møntet på personer, som indtil 1. januar 2005 ikke har været omfattet af et krav om tilladelse som forsikringsmægler, fordi de alene udøvede isoleret forsikringsrådgivning uden sammenhæng til øvrige forsikringsmægleraktiviteter. En aktivitet, der først med lovændringen i 2005 blev omfattet af et krav om tilladelse.
Personer, som både har udøvet forsikringsrådgivning og anden forsikringsmæglervirksomhed, og som allerede inden 1. januar 2005 burde have haft en tilladelse som forsikringsmægler, kan ikke blive omfattet af overgangsordningen.
Finanstilsynet finder stadig, at det ville være urimeligt, såfremt personer, som én gang har været omfattet af en overgangsordning i forbindelse med lovens indførelse, og som i den forbindelse ikke har opfyldt de ud dannelsesmæssige krav inden for den fastsatte frist, skulle have mulighed for på ny at erhverve en midlertidig tilladelse, fordi der indføres en overgangsordning for en ny gruppe personer, hvis virksomhed inddrages under reguleringen af forsikringsformidling.
Til klagers supplerende indlæg vedrørende antallet af personer, der har ansøgt om at blive omfattet af overgangsordningen, skal Finanstilsynet bekræfte det angivne antal.
Supplerende kan Finanstilsynet oplyse, at alle forsikringsmægler-virksomheder samt de 2 forsikringsmæglerforeninger ved brev af 19. september 2006 modtog orientering om overgangsordningen i § 56 a, …
Finanstilsynet har i sagens natur ikke rettet henvendelse til de forsikringsmæglere, der har fået inddraget tilladelsen som forsikringsmægler den i april 2005, idet disse personer ifølge Finanstilsynets fortolkning af § 56 a ikke havde mulighed for at blive omfattet af bestemmelsen.
Finanstilsynet fastholder den indklagede afgørelse, der betyder, at klager ikke må udøve aktivitet som forsikringsmægler eller tilbyde forsikringsrådgivning, før uddannelsen som forsikringsmægler er erhvervet.”
Heroverfor har K ved skrivelse af 12. maj 2007 bemærket:
”..
Som en rød tråd fremgår det gang på gang af Finanstilsynets skrivelser, at jeg ikke efter Finanstilsynets opfattelse opfylder lovens § 56 a, der forudsætter, at jeg ikke tidligere har udøvet aktivitet som forsikringsmægler, og dermed ikke tidligere har ansøgt Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmægler desuagtet at Finanstilsynet erkender, at det ikke eksplicit fremgår af ordlyden af § 56 a eller af bemærkningerne til bestemmelsen, at de af Finanstilsynets førnævnte forudsætninger er gældende.
Jeg kan samtidig oplyse, at jeg fra den 1. juni 2003 blev tilknyttet E og siden da alene har arbejdet som forsikringsrådgiver uden sammenhæng med øvrige forsikringsmægleraktiviteter, og derfor opfylder lovens krav for forsikringsrådgivere, hvilket kan bekræftes af min nuværende arbejdsgiver E, X-by, ved direktør F.
Det skal samtidigt oplyses, at årsagen til, at jeg oprindelig ansøgte om tilladelse som forsikringsmægler var, at der på dette tidspunkt ikke var andre muligheder som ansat i en forsikringsmæglervirksomhed.
Finanstilsynets beslutning vil være et alvorlig indgreb som kan medfører, at jeg må indstille min erhvervsudøvelse, hvad det vil medfører af menneskelige og økonomiske konsekvenser.”
Finanstilsynet har ved skrivelse af 6. juni 2007 bemærket:
”…
Finanstilsynet skal på ny præcisere, at der ved tilsynets afslag på Ks ansøgning om at blive omfattet af overgangsordningen i § 56 a i lov om forsikringsformidling, er taget udgangspunkt i, at klager allerede inden overgangsordningens ikrafttræden havde udøvet aktivitet som forsikringsmægler.
I perioden fra den 23. januar 2002 til den 1. juni 2003 havde klager Finanstilsynets tilladelse til at udøve livsforsikringsmægling i enkeltmandsvirksomhed og fra den 1. juni 2003 som ansat i livsforsikringsmægler i E I/S. Den 1. april 2005 tilbagekaldte Finanstilsynet den meddelte tilladelse, idet klager ikke havde opfyldt betingelsen for den givne tilladelse, …
K opfylder derfor ikke, efter Finanstilsynets fortolkning af bestemmelsen, betingelsen i § 56 a i lov om forsikringsformidling om ikke tidligere at have udøvet aktivitet som forsikringsmægler.
…”
K er ved skrivelse af 1. juli 2007 fremkommet med yderligere bemærkninger.
Ankenævnet udtaler:
I henhold til lov om forsikringsformidling § 56 a, stk. 1, kan en virksomhed eller person, der over for Finanstilsynet kan dokumentere, at den pågældende før den 1. januar 2005 har udøvet forsikringsrådgivning, fortsætte denne virksomhed, hvis virksomheden eller personen senest 1. oktober 2006 ansøger Finanstilsynet om tilladelse som forsikringsmæglervirksomhed efter § 4. I henhold til § 56 a, stk. 2, bortfalder retten til at udøve forsikringsrådgivning efter stk. 1 den 1. januar 2011, medmindre den pågældende inden da indsender bevis for, at vedkommende opfylder nærmere angivne krav til teoretisk uddannelse.
Det fremgår af betænkning nr. 52 i 2006 over forslag til lov om ændring af lov om forsikringsformidling, med hvilken lov § 56 a blev indsat i loven, blandt andet:
”Bestemmelsen indeholder en overgangsordning for en særlig gruppe af forsikringsformidlere, nemlig de såkaldte forsikringsrådgivere. Forsikringsrådgivning er ikke særligt defineret i loven, men blev ved lov om forsikringsformidling, der trådte i kraft den 1. januar 2005, omfattet af begrebet forsikringsmæglervirksomhed…
…
En forsikringsrådgiver tilbyder f.eks. at gennemgå kundens forsikringspolicer og rådgive om kundens forsikringsbehov. En forsikringsrådgiver bistår hverken med at indhente tilbud fra forsikringsselskaberne på forsikringsdækning eller med at rådgive kunden om valg af den bedste løsning blandt disse tilbud. Herved adskiller forsikringsrådgiveren sig fra forsikringsmægleren, der netop indhenter flere alternative forsikringstilbud og rådgiver kunden om det bedste valg.
En forsikringsrådgiver kan ikke længere lovligt udøve denne aktivitet, fordi denne ikke opfylder lovens krav om uddannelse som forsikringsmægler. For sådanne erhvervsdrivende er det et meget indgribende indgreb at måtte indstille erhvervsudøvelsen i en periode af kortere eller længere varighed, indtil den fornødne uddannelse er erhvervet. I stk. 1 foreslås det derfor, at virksomheder og personer, der kan dokumentere at have udøvet forsikringsrådgivning inden den 1. januar 2005, kan fortsætte denne virksomhed.”
Erhvervsankenævnet finder efter ordlyden af lov om forsikringsformidling § 56 a og forarbejderne til denne bestemmelse, at lovens overgangsordning kun omfatter virksomheder og personer, som før 1. januar 2005 udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning, hvorimod overgangsordningen ikke omfatter virksomheder og personer, der tillige har udøvet andre forsikringsmægleraktiviteter.
Da K, der den 23. januar 2002 af Finanstilsynet fik midlertidig tilladelse til som ansat at være beskæftiget som livsforsikringsmægler på nærmere angivne vilkår, før 1. januar 2005 ikke udelukkende har udøvet forsikringsrådgivning men tillige andre forsikringsmægleraktiviteter, tiltræder Erhvervsankenævnet herefter, at Finanstilsynet har afslået hans ansøgning af 25. september 2006 om at blive omfattet af overgangsordningen om forsikringsrådgivere i § 56 a i lov om forsikringsformidling.
Ankenævnet stadfæster derfor Finanstilsynets afgørelse af 28. november 2006.