Kendelse af 20. november 2000. 00-109.074.
Pensionstilsagn skulle afdækkes forsikringsmæssigt.
Lov om tilsyn med firmapensionskasser § 1 og § 2 stk. 5.
(Lise Høgh, Finn Møller Kristensen og Vagn Joensen)
 
K har i skrivelse af 18. maj 2000 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 15. maj 2000 har pålagt selskabet at sørge for, at visse pensionsydelser fra Understøttelsesfond for funktionærer i K skal afdækkes i et forsikringsselskab eller i en pensionskasse, jfr. § 1, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. 
 
Sagens omstændigheder:
 
I skrivelse af 8. oktober 1997 forespurgte K Finanstilsynet, om de ydelser, der blev udbetalt af Understøttelsesfond for funktionærer i K til fratrådte funktionærer og deres efterladte, var omfattet af afdækningspligten i § 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
 
Af den efterfølgende korrespondance mellem klageren og Finanstilsynet fremgår det, at det drejer sig om i alt 17 personer, hvoraf 1 person er mellem 70 og 75 år, 1 person mellem 75 og 80 år, 6 personer mellem 80 og 85 år, 6 personer mellem 85 og 90 år og 3 personer mellem 90 og 95 år. De udbetalte beløb andrager årligt fra 6.000 kr. til ca. 21.000 kr. og i et enkelt tilfælde 41.268 kr. Der er ikke optaget nye bidragsmodtagere under ordningen de senere år, og de reguleringer, der tidligere blev foretaget, ophørte for nogle år siden. Selvom ydelserne bliver givet for et år ad gangen, har klageren erkendt, at der er dannet kutyme for ydelserne, idet de blev bevilget første gang for mange år siden, men klageren mener, at fondens midler sagtens kan opfylde forpligtelserne, idet antallet af modtagere vil falde drastisk de kommende år. Efter klagerens opfattelse er der derfor ikke behov for afdækning af ydelserne i en pensionskasse eller i et forsikringsselskab.
 
Ved den påklagede afgørelse af 15. maj 2000 bestemte tilsynet, at der skulle ske afdækning  således:
 
"På baggrund af de foreliggende oplysninger finder Finanstilsynet, at de udbetalte pensionsydelser fra Understøttelsesfond for funktionærer i K til tidligere funktionærer eller deres efterladte ægtefæller er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om  tilsyn med firmapensionskasser, og at ydelserne derfor skal afdækkes i et forsikringsselskab eller i en pensionskasse, der har  koncession hertil. Det skal præciseres, at for ydelser, der tidligere er blevet reguleret i takt med den almindelige lønudvikling for funktionærer i selskabet, skal afdækning inkludere denne reguleringstakt.
 
Finanstilsynet har ved sin vurdering lagt vægt på følgende:
 
-         Fonden er oprettet af K med det formål at yde understøttelse til fratrådte funktionærer i K samt til disses efterladte ægtefæller.
 
-         Bestyrelsen i K udpeger 2 medlemmer til bestyrelsen i fonden.
 
-         Fondens kapital hidrører fra indskud fra K og renter heraf.
 
-         Udbetaling af ydelserne har været foretaget til samme personkreds over en længere årrække.
 
-         Ydelserne er langt tilbage i tiden blevet fastsat til den enkelte modtager i forhold til en garanteret indtægt, og de årlige ydelser blev indtil for 3-4 år siden reguleret i takt med den almindelige lønudvikling for selskabets funktionærer.
 
-         Tilsagnet gives af fondens bestyrelse i form af brev til den enkelte modtager.
 
 
Finanstilsynet skal bemærke, at tilsynet ikke har mulighed for at dispensere for afdækningskravet i § 1, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser, da beløbene overstiger bagatelgrænsen i § 1 i bekendtgørelse om fritagelse af pensionsordninger for tilsyn (Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 699 af 16. oktober 1990).
 
På denne baggrund  pålægger Finanstilsynet hermed K omgående i overensstemmelse med § 1, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser at iværksætte afdækning af de omhandlede pensionstilsagn."
 
I klagen af 18. maj 2000 har klager anført:
 
"I K har vi en understøttelsesfond for funktionærer, der blev etableret i 1959 for at supplere funktionærernes udbetaling fra pensionsforsikringen, da denne på det tidspunkt ikke var særlig stor.
 
Men efterhånden som årene var gået, hvor pensionsordningerne er blevet meget bedre, og efterlønsordningen er kommet til, er behovet for supplering bortfaldet. Derfor har vi i de senere år ikke bevilget nye ydelser fra fonden; men alene opretholdt ydelserne til tidligere medarbejdere, hvor ydelserne er bevilget for mange år siden.
 
Vi har på et tidspunkt af Finanstilsynet fået pålagt, at vi skulle afdække fonden gennem et forsikringsselskab eller en pensionskasse. Det har vi argumenteret imod i flere omgange med følgende begrundelser:
 
·        Fonden er for mange år siden stoppet med at bevilge nye ydelser.
·        Der er kun 20 personer tilbage med forholdsvis små ydelser, der ikke          reguleres.
·        Der er en meget høj gennemsnitsalder.
·        Fondens kapital vil være i stand til at klare de sidste års ydelser.
 

 
Vores hovedargument går på, at det administrativt vil være uhensigtsmæssigt at skulle ind i en større forandring, når ydelserne inden en overskuelig fremtid helt naturligt vil bortfalde.
 
Sagens forløb fremgår i øvrigt af vedhæftede bilag.
 
Vi ønsker at anke Finanstilsynets afgørelse og håber, at Erhvervsankenævnet vil se positivt på vores sag, således at vi ikke skal gennemføre en afdækning i et forsikringsselskab."
 
I anledning af klagen har Finanstilsynet i skrivelse af 30. juni 2000 udtalt:
"Vedrørende de retlige omstændigheder skal Finanstilsynet meddele følgende:
 
Sagen vedrører Finanstilsynets vurdering af, om ydelser udbetalt fra Understøttelsesfond for funktionærer i K har karakter af pensionstilsagn, der er omfattet af § 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Man skal på denne baggrund henvise til den nævnte lovbestemmelse samt til de tilknyttede lovbemærkninger (…). Erhvervsankenævnet har tidligere taget stilling i lignende sager. Der skal specielt henvises til sag vedrørende pensioner fra A, ankenævnets j.nr. 89-16.872, hvor ankenævnet afgjorde, at de udbetalte ydelser var omfattet af den omtalte § 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Ankenævnets afgørelse blev siden stadfæstet af Østre Landsret (den 10. maj 1995) og Højesteret (den 26. juni 1997) i sagen A mod Finanstilsynet (…).
 
Ankenævnets kendelse i sagen B mod Finanstilsynet af 16. marts 2000 (j.nr. 99-183.961) skal også fremhæves. Erhvervsankenævnet udtaler i kendelsen, at Finanstilsynet ikke efter loven har nogen mulighed for at fritage B for at afdække tilsagnene, hverken ud fra hensynet til omkostningerne for B ved afdækningen, B's økonomiske soliditet eller den forventede varighed af pensionsudbetalingerne eller ud fra andre synspunkter.
 
Vedrørende de faktiske omstændigheder skal Finanstilsynet udtale følgende til ankens begrundelse:
 
Det skal indledningsvis bemærkes, at K ikke anfægter, at der er tale om pensionsforpligtelser, der er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. K's  klage vedrører således alene, at tilsynet ikke har dispenseret for afdækningen.
 
Tilsynet har ikke hjemmel til at dispensere for afdækning af pensionstilsagn i forbindelse med et ansættelsesforhold, jf. lov om tilsyn med firmapensionskasser (lovbekendtgørelse nr. 486 af 17. juni 1999), hvorfor udbetalingerne skal afdækkes i et forsikringsselskab eller i en pensionskasse, der har koncession hertil.
 
Størrelsen af risikoen for K's eventuelle manglende evne til betaling af pensionsforpligtelsen kan Finanstilsynet derfor ikke tillægge vægt i vurderingen af et krav om forsikringsmæssig afdækning i henhold til § 1 i lov om tilsyn med firmapensionskasser."
 
Klageren, der er gjort bekendt med Finanstilsynets udtalelse, har ikke fremsat yderligere bemærkninger i sagen.
 
Ankenævnet udtaler:
 
Det er også for ankenævnet ubestridt – og tiltrædes af ankenævnet – at der er tillagt de omhandlede pensionerede medarbejdere og efterladte ægtefæller pensionstilsagn omfattet af  lov om tilsyn med firmapensionskasser. Efter lovens § 1, stk. 1, skal sådanne pensionstilsagn afdækkes efter lovens regler med de undtagelser, der gælder efter § 1, stk. 2, eller er fastsat af Finanstilsynet i medfør af  § 2, stk. 5, jf. bekendtgørelse nr. 699 af 1990.
 
Da de omhandlede pensionstilsagn ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, og da ankenævnet ikke har kompetence til at tilsidesætte bestemmelser, som Finanstilsynet har fastsat i henhold til loven, medmindre bestemmelserne strider mod lovbemyndigelsen eller eventuelle fællesskabsretlige regler, stadfæster ankenævnet derfor Finanstilsynets afgørelse af  15. maj 2000.