| Kendelse af 26. januar 2004. J.nr. 03-110.237 Ikke hjemmel til at påklage afgørelse truffet af Erhvervs- og Boligstyrelsen i medfør af § 1, stk. 2, i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri til Erhvervsankenævnet – uanset styrelsen havde givet klagevejledning herom. (Suzanne Helsteen, Eskil Trolle og Ulla Staal) Ved skrivelse af 16. april 2003 har advokat A på vegne af K ApS klaget over, at Erhvervs- og Boligstyrelsen i skrivelse af 24. marts 2003 har afslået en ansøgning fra K ApS om tilsagn om andel i investeringsramme til fremme af privat udlejningsbyggeri efter lov nr. 1090 af 17. december 2002 om fremme af privat udlejningsbyggeri. Sagens omstændigheder: Den 5. marts 2003 indgav K ApS til Erhvervs- og Boligstyrelsen på et dertil udarbejdet skema en ansøgning om andel i investeringsramme til fremme af privat udlejningsbyggeri. Ved skrivelse af 24. marts 2003 afslog Erhvervs- og Boligstyrelsen ansøgningen med følgende begrundelse og klagevejledning: ”… Investeringsrammen i hver af de 2 puljer udgør 250 mio. kr. … I henhold til bekendtgørelsens [nr. 65 af 29. januar 2003] § 7, stk. 2 beregnes tilsagnet som den maksimale investering, der kan beregnes efter § 1, stk. 2, i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri. Det skal under henvisning hertil meddeles, at Deres ansøgning ikke er kommet i betragtning, da det ikke inden for investeringsrammen er muligt at finansiere Deres projekt, der på baggrund af de i lovens § 1, stk. 2, fastsatte anskaffelsessummer er beregnet til maksimalt 257.040.000 kr. Erhvervs- og Boligstyrelsens afgørelse kan senest 4 uger efter selskabets modtagelse af dette brev indbringes for Erhvervsankenævnet, …” I klageskrivelsen af 16. april 2003 har advokat A anført: ”… Min klient indgav den 5. marts 2003 ansøgning om andel i investeringsramme til privat udlejningsbyggeri. … Det fremgår …, at der skal opføres tre typer lejligheder på dels 105 m2 x 72 ejerlejligheder, eller 7.560 m2 dels 65 m2 x 72 ejerlejligheder, eller 4.680 m2 dels 40 m2 x 72 ejerlejligheder, eller 2.880 m2 I alt 15.120 m2 Skemaet har ingen rubrikker, som omhandler den samlede anskaffelsessum for det pågældende byggeri og således ej heller i denne forbindelse, hvilken etage-m2-pris det af skemaet omfattede projekt vil blive opført til. Rent faktisk har min klient budgetteret med en samlet anskaffelsessum på kr. 16.500,00 pr. etage-m2, eller i alt kr. 249 mill. Det fremgår af skrivelsen af 24. marts 2003 fra Erhvervs- og Boligstyrelsen, at baggrunden for afslaget er, at Erhvervs- og Boligstyrelsen beregner den samlede anskaffelsessum til kr. 257.040.000,00, hvilket overstiger den afsatte ramme, som er kr. 250 mill. Ansøgningsskemaet lægger som ovenfor anført ikke op til et samlet budget, herunder angivelse af etage-m2-prisen. Erhvervs- og Boligstyrelsen har således afvist ansøgningen på baggrund af en ingen steder begrundet hypotese om, at min klient skulle bygge til maksimumbeløbet. Tværtimod fremgår det af bekendtgørelse 2003-01-29 nr. 65 om fremme af privat udlejningsbyggeri § 5, stk. 4, at i tilfælde af at ansøgninger er indkommet samtidig (første ansøgningsdag var 5. marts 2003), og i tilfælde af at projekterne har et lige stort antal beboelseslejligheder, er det de projekter, som har størst kvadratmeterbruttoetageareal, der først kommer i betragtning ved meddelelse af tilsagn. Heri ligger, at bruttoetagearealet er en variabel og dermed også, at etage-m2-prisen kan være en variabel. Lovgivningen lægger således selv op til at fremme de ansøgninger, der har flest etage-m2 og dermed alt andet lige en lavere etage-m2-pris end øvrige konkurrerende ansøgninger. Et af hovedformålene med lovgivningen var i øvrigt at fremme udlejningsbyggeri til etage-m2-priser, som gjorde det muligt også for den bredere del af befolkningen at bo til leje i nybyggeri. Der skulle således netop ikke være tale om meget dyre pensionskassebyggerier. Det er derfor i åbenbart strid både med ordlyden i lovgivningen og intentionerne omkring denne og de oplysninger, der kan udledes af de skemaer, som Erhvervs- og Boligstyrelsen har udarbejdet, at lægge en hypotese til grund om, at min klient bygger til det maksimale beløb kr. 17.000,00 pr. etage-m2, Da min klient i øvrigt opfylder de i lovgivningen anførte udvælgelseskriterier, nemlig: · først i tid · antal lejligheder (medmindre der er nogen, der har indgivet ansøgning om mere end 216 lejligheder, hvilket næppe er tænkeligt) · antal bruttoetage-m2 (medmindre der er nogen der har indgivet ansøgning om lige så mange lejligheder som ovenfor anført og flere etage-m2 end anført, hvilket næppe er sandsynligt). Det skal pointeres, at min klient ikke er blevet kontaktet af Erhvervs- og Boligstyrelsen med henblik på at få af- eller bekræftet størrelsen af den gennemsnitlige etage-m2-pris. På baggrund af det ovenfor anførte gøres det således gældende, at Erhvervs- og Boligstyrelsens afgørelse er ukorrekt, idet den bygger på en af Erhvervs- og Boligstyrelsen uhjemlet og ikke i øvrigt nærmere begrundet forkert hypotese i relation til etage-m2-prisen, at min klient har udfyldt det pågældende ansøgningsskema i overensstemmelse med Erhvervs- og Boligstyrelsens instrukser og således på ingen måde kan lastes Erhvervs- og Boligstyrelsens fejlagtige hypotese angående anskaffelsessummen, at en så afgørende forudsætning for afvisningen burde have været nærmere undersøgt ved kontakt til min klient, at min klient i øvrigt ud fra de lovfæstede udvælgelseskriterier ville have opnået tilsagn under investeringsrammen, hvis ikke Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde lagt en fejlagtig etage-m2-pris til grund, og at eventuelle uklarheder i skemaet ikke kan komme min klient til skade, idet det pågældende skema er udarbejdet af Erhvervs- og Boligstyrelsen. På denne baggrund nedlægger min klient følgende påstand: Principalt: Den af Erhvervs- og Boligstyrelsen den 24. marts 2003 over for K ApS fremsendte afvisning erklæres ugyldig, og tildelingen i 1. pulje for så vidt angår København annulleres med henblik på korrekt tildeling i henhold til lovgivningens kriterier. Subsidiært: Den af Erhvervs- og Boligstyrelsen den 24. marts 2003 over for K ApS fremsendte afvisning ophæves på grund af manglende hjemmel. …” I anledning af klagen har Erhvervs- og Boligstyrelsen i skrivelse af 28. maj 2003 udtalt: ”… Tilsagn om andel i investeringsramme til fremme af privat udlejningsbyggeri administreres i henhold til lov nr. 1090 af 17. december 2002 om fremme af privat udlejningsbyggeri og bekendtgørelse nr. 65 af 29. januar 2003 om fremme af privat udlejningsbyggeri. Herudover foreligger der vejledning om fremme af privat udlejningsbyggeri af februar 2003. Ansøgningsskema samt vejledning vedlægges. I henhold til lovens § 1, stk. 7, fordeles investeringsrammen i årets første pulje i 2 lige store kvoter til projekter i henholdsvis kommuner med mindst 90.000 indbyggere og andre kommuner. I hver kvote var der således i 1. ansøgningsrunde 250 mill.kr. til rådighed til fordeling. Efter lovens § 1, stk. 7. nr. 1 meddeles tilsagn om andel i investeringsrammen i den rækkefølge ansøgninger modtages. Efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 65 af 29. januar 2003 anses ansøgninger, der kommer frem til Erhvervs- og Boligstyrelsen samme dag, for at være modtaget samtidig. Blandt sådanne ansøgninger kommer efter § 5, stk. 3, ansøgninger til projekter med det største antal lejligheder, der på det pågældende tidspunkt er mulighed for at meddele tilsagn om andel i investeringsrammen, først i betragtning ved meddelelse af tilsagn. I bekendtgørelsens kapitel 3 er angivet, hvilke regler der gælder for tilsagn om andel i investeringsrammen. Af § 7 fremgår, at Erhvervs- og Boligstyrelsen giver tilsagn på grundlag af de afgivne oplysninger i ansøgningsskemaet om, hvilken kommune byggeriet skal opføres i, hvor stort bruttoetagearelet af de enkelte lejligheder og det samlede byggeri er, og hvor mange lejligheder byggeriet omfatter. Af § 7, stk. 2, fremgår, at tilsagnet beregnes som den maksimale investering, der kan beregnes efter lovens § 1, stk. 2. Dette svarer til, hvad der i lovforslaget til lov om fremme af privat udlejningsbyggeri (L 57) var angivet i bemærkningerne til § 1, stk. 10, om hvad der ville blive fastsat vedrørende administrationen af loven, for så vidt angår beregningen af tilsagnets størrelse. Bestemmelserne i §§ 5 og 7 fører således til, at der ikke i 1. ansøgningsrunde har kunnet gives tilsagn til ansøgninger om projekter, hvortil det maksimale tilsagn, der har kunnet beregnes ud fra ansøgers egne oplysninger, oversteg 250 mill.kr. Erhvervs- og Boligstyrelsen finder, at ansøger må bære risikoen for, at tilsagnet til et projekt ikke kan holdes inden for den maksimale investeringsramme for de enkelte kvoter. Styrelsen finder endvidere ikke, at det har været styrelsens opgave forud for tilsagnsgivningen at tage kontakt til de ansøgere, hvis ansøgninger ikke kunne imødekommes, fordi det beregnede maksimale tilsagn oversteg den samlede investeringsramme i kvoten. Under henvisning hertil finder Erhvervs- og Boligstyrelsen, at ansøgningen er behandlet i overensstemmelse med regelsættet.” I skrivelse af 26. juni 2003 er advokat A fremkommet med yderligere bemærkninger til sagen. Ved skrivelse af 27. november 2003 anmodede Erhvervsankenævnet Erhvervs- og Boligstyrelsen om en nærmere redegørelse om baggrunden for styrelsens opfattelse af, at ankenævnet kunne behandle nærværende klage. I skrivelse af 10. december 2003 har Erhvervs- og Boligstyrelsen bl.a. anført: ”Erhvervs- og Boligstyrelsen er enig med Erhvervsankenævnet i, at klageadgangen efter lov om fremme af privat udlejningsbyggeri ikke omfatter afgørelser, der er truffet i medfør af samme lovs § 1, stk. 2, og at klagevejledningen i det konkrete tilfælde derfor har været fejlagtig.” Ankenævnet udtaler: Efter § 1, stk. 1, i lov om Erhvervsankenævnet er ankenævnet klageinstans for administrative afgørelser i det omfang, dette er fastsat i lov eller i henhold til lov. Af lov nr. 1090 af 17. december 2002 om fremme af privat udlejningsbyggeri fremgår bl.a.: ”§ 1. … … Stk. 10. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om administrationen af ordningen. … Stk. 11. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter denne lov til Erhvervs- og Boligstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klagen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 12. Stk. 12. Henlægger ministeren sine beføjelser efter § 1, stk. 1, 3, 5 og 8, til Erhvervs- og Boligstyrelsen, kan Erhvervs- og Boligstyrelsens afgørelser efter disse regler indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. ...” Erhvervs- og Boligstyrelsens afgørelse i nærværende sag er truffet i medfør af lovens § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 65 af 29. januar 2003 om fremme af privat udlejningsbyggeri § 7, stk. 2, og således ikke omfattet af bestemmelsen om klageadgang efter lovens § 1, stk. 12. Økonomi- og erhvervsministeren har bl.a. i medfør af lovens § 1, stk. 11, udstedt bekendtgørelse nr. 811 af 29. september 2003 om henlæggelse af visse beføjelser på boligområdet til Erhvervs- og Boligstyrelsen samt om afskæring af klageadgang (tidligere bekendtgørelse nr. 920 af 18. november 2002, som ændret ved bekendtgørelse nr. 29 af 16. januar 2003 og nr. 633 af 3. juli 2003). Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser om klageadgang til Erhvervsankenævnet. Da der således hverken ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til ankenævnet vedrørende afgørelser truffet af Erhvervs- og Boligstyrelsen i medfør af § 1, stk. 2, i lov om fremme af privat udlejningsbyggeri, jf. bekendtgørelse nr. 65 af 29. januar 2003 om fremme af privat udlejningsbyggeri, afvises klagen. |
 |