Kendelse af 8. januar 1998. 97-28.199.
Spørgsmål vedrørende lovpligtig arbejdsskadeforsikring.
Lov om forsikringsvirksomhed § 210 g.
(Holger Dock, Eskil Trolle og Niels Larsen)
 
Advokat D har i skrivelse af 19. februar 1997 på vegne K A/S klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 18. februar 1997 (j.nr. 6663-0007) afviste at foretage sig yderligere i anledning af en klage vedrørende selskabets brancheindplacering i Danmarks Statistik og præmie for lovpligtig arbejdsskadeforsikring.
 
Sagens omstændigheder:
 
Det fremgår af sagen, at Erhvervssygdomspoolen har bestemt, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne ved afregning af præmier til Erhvervssygdomspoolen fra og med 1995 skal anvende Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB 93).
 
Danmarks Statistik havde oprindelig indplaceret selskabet under branchekode 29.23.20 - fremstilling af ventilations- og klimaanlæg, men koden blev efter en henvendelse fra selskabet ændret af Danmarks Statistik ved skrivelse af 26. juni 1997 til 34.20.00  - Karosserifabrikker, der ifølge Danmarks Statistik omfattede  installation af køle- og airconditionanlæg. Dette protesterede selskabet over til Danmarks Statistik ved skrivelse af 28. juni 1996 således:
 
"...
Vi har i ganske mange telefonsamtaler med hr. A tilkendegivet og oplyst, at vort firma er en handels- og servicevirksomhed og ikke en fremstillingsvirksomhed. Virksomhedens hovedforretningsområde er import af fabriksnye transportkøle- og airconditionanlæg til det danske marked. Efterfølgende installerer, servicerer og reparerer virksomheden disse enheder. Endvidere importerer og videresælger virksomheden satellitkommunikationssystemet F, som er et 2-vejs skriftligt kommunikations- og positioneringssystem til transporterhvervet i Danmark.
 
I Dansk Branchekode 1993, 2. udgave 1996, har vi ikke selv kunnet finde en klart defineret branchekode. Det nærmeste vi kommer virksomhedens virkeområde er branche nr. 45.33.00 - installation og reparation af køle- og airconditionanlæg samt sprinkleranlæg, under hvilken branche virksomheden også er registreret hos Told & Skat.
 
Vi henstiller til Danmarks Statistik, at der foretages ændring til branchekode 45.33.00 eller anden branche, der er relevant for en typisk handels- og service-virksomhed."
 
Den 1. november 1996 fik selskabet meddelelse fra Forsikringsselskabet C A/S om tilbagebetaling af 134.243 kr. i forskudspræmie for 1995 og 1996, idet selskabets indplacering var ændret fra kode 29.23.20 til kode 45.33.00 - VVS-installatører og blikkenslagerforretninger. Selskabet blev imidlertid efterfølgende den 18. november 1996 telefonisk kontaktet af forsikringsselskabet, der oplyste, at indplaceringen under kode 45.33.00 var en fejl. Den 9. december 1996 fik selskabet herefter tilsendt opkrævning for forskudspræmien for 1997 samt opkrævning i anledning af tilbageregulering for 1995 og 1996, idet selskabet igen af forsikringsselskabet var blevet indplaceret under den oprindelige kode 29.23.20 - fremstilling af ventilations- og klimaanlæg.
 
Den 13. januar 1997 henvendte selskabets advokat sig til Finanstilsynet og anmodede tilsynet om hjælp til at få selskabet korrekt brancheindplaceret hos Danmarks Statistik, således at selskabet kunne blive korrekt præmieopkrævet for lovpligtig arbejdsskadeforsikring.
 
Finanstilsynet sendte herefter med klagerens indforståelse den 30. januar 1997 henvendelsen til høring hos Forsikringsselskabet C A/S, der  svarede den 7. februar 1997. Af svaret fremgår blandt andet:
 
"I forbindelse med forberedelserne til udsendelse af præmieopkrævninger for 1997 rettede en af C's medarbejdere telefonisk kontakt til DS for at få oplyst branchekoden for K. Årsagen til vor henvendelse var, at virksomheden havde rettet en række henvendelser til C og til DS om indplaceringen. Medarbejderen fra DS oplyste, at branchekoden var 45.33.00, hvorfor vi ændrede til denne kode og tilbagebetalte, jfr. det som bilag vedlagte brev af 1.11.96. Kort tid efter ringede medarbejderen fra DS og oplyste, at det var en fejl, idet den rette indplacering var 34.20.00, jfr. det ligeledes vedlagte brev af 26.6.96 fra DS til virksomheden. Herefter ændrede vi på ny i overensstemmelse med den nye oplysning."
 
I den påklagede skrivelse af 18. februar 1997 svarede Finanstilsynet klagerens advokat således:
 
"...
Det fremgår af skrivelsen fra Forsikringsselskabet C A/S, at den præmie der opkræves fra virksomheden K A/S er fastsat ud fra den i Danmarks Statistik centrale Erhvervsregister Registrerede DB93-kode.
 
Finanstilsynet finder ikke grundlag for at udtale sig imod den valgte opdeling efter DB93-kode.
 
Spørgsmålet om ændring af virksomhedens indplacering under branchekode 34.20.00/Karosserifabrikker falder ikke ind under tilsynets kompetence efter lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 746 af 6. august 1996).
 
Tilsynet kan herefter ikke foretage sig yderligere i sagen.
 
Det tilføjes, at Finanstilsynets afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i sagen inden 4 uger kan indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn ..."
 
I klageskrivelsen og i en supplerende skrivelse af 23. april 1997 har klagerens advokat gjort gældende, at K A/S er en typisk handels- og servicevirksomhed, og ikke en fremstillingsvirksomhed. Derfor er det forkert at indplacere selskabet under en branchekode, der omfatter fremstillingsvirksomhed. Indplacering under kode 29.23.20 - fremstilling af ventilations- og klimaanlæg, som selskabet er indplaceret i, jfr. opkrævningen af 9. december 1996, og ikke i 34.20.00, som både Finanstilsynet og forsikringsselskabet har udtalt, er derfor forkert og har ført til forkert præmieopkrævning. At der er tale om forkert indplacering, har klageren endvidere underbygget ved henvisning til maskindirektivet, efter hvilket det er fabrikantens ansvar at CE-mærke. De produkter som selskabet afsætter og som kræver CE-mærkning mærkes netop af fremstillingsvirksomheden, som er E og F og altså ikke af K A/S.
 
I en redegørelse for sagen af 20. marts 1997 har tilsynet blandt andet udtalt:
 
"....
 
Vedrørende sagens retlige aspekter kan Finanstilsynet fremføre følgende: Efter lov om forsikringsvirksomhed § 210 a, nr. 2, skal et forsikringsselskab, der ansøger om koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed angive principperne for beregningen af forsikringspræmierne til Finanstilsynet. Anvendelsen af de af Danmarks Statistik fastlagte DB93-koder foreskrives i princippet af Erhvervssygdomspoolen, der fra og med 1995 anvender Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB93).
 
Erhvervssygdomspoolen er oprettet af Finanstilsynet i henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2, med henblik på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af erhvervssygdomme, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27. marts 1995 om en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici. Hensigten med den anvendte tarif er at skabe størst mulig sammenhæng mellem betalt præmie og den risiko, virksomhedens arbejdsmiljø repræsenterer uden at tilsidesætte det forsikringsmæssige element.
 
Erhvervssygdomspoolen har meddelt Finanstilsynet, at man altid benytter den kode, som er registreret i Danmarks Statistik, og der benyttes alene kode for den juridiske enhed. Poolen har oplyst, at denne kode benyttes efter aftale med Arbejdsskadestyrelsen, som benytter samme kodesystem i forbindelse med tilkendelse af erstatning.
 
Finanstilsynet har i forbindelse med sagens behandling undersøgt forholdene omkring de branchekodeændringer, der har været foretaget på policen i løbet af efteråret 1996. Det fremgår således af skrivelsen fra Forsikringsselskabet C A/S, at der har været tale om ændringer forårsaget af fejlagtig information fra Danmarks Statistik. På dette grundlag har Finanstilsynet ikke fundet anledning til at stille yderligere spørgsmål til selskabet.
 
Finanstilsynet udøver ikke tilsyn med de af Danmarks Statistik fastlagte DB93-koder, som anført i skrivelsen til advokaten af [18. februar 1997]."
 
Den 23. juni 1997 skrev ankenævnets formand til Finanstilsynet:
 
"Det synes at fremgå af sagen, at Danmarks Statistik efter DB 93 i sin seneste afgørelse har indplaceret selskabet under kode 34.20.00, medens forsikringssel-skabet alligevel har placeret selskabet under kode 29.23.20. Såfremt det er tilfældet henstilles det, at Finanstilsynet bistår med at fejlen berigtiges.
 
For så vidt angår klagers indstilling om at burde indplaceres under kode 45.33.00, fordi selskabet ikke er en fremstillingsvirksomhed, bedes det efter indhentet udtalelse fra Erhvervssygdomspoolen oplyst, om indplaceringen desuagtet under kode 34.20.00 må antages at være korrekt."
 
I skrivelse af 21. august 1997 svarede Finanstilsynet:
 
"I skrivelse af 7. august 1997 (bilag 1) anfører Forsikringsselskabet C A/S, at virksomheden K A/S er indplaceret under branchekode 29.23.20 i henhold til oplysninger fra Danmarks Statistik.
 
Dette forhold bekræftes i skrivelse af 25. juli 1997 (bilag 2) fra Danmarks Statistik og advokat D's skrivelse til ankenævnet af 23. juli 1997 (bilag 3).
 
For så vidt angår ankenævnets anmodning om en udtalelse fra Erhvervssygdomspoolen til spørgsmålet om en korrekt indplacering af virksomheden har tilsynet indhentet en udtalelse i vedlagte skrivelse af 9. juli 1997 (bilag 4).
 
Af skrivelsen fremgår, at virksomheder indplaceres i overensstemmelse med de branchekoder, som virksomhederne er blevet tildelt af Danmarks Statistik.
 
Poolen påser således ikke, hvorvidt en virksomhed er blevet tildelt den korrekte branchekode af Danmarks Statistik, ligesom poolen ej heller kan ændre en branchekode, der synes forkert eller urimelig. Det er således alene Danmarks Statistik, der kan afgøre, om en tildelt branchekode skal ændres.
 
...."
 
Skrivelsen af 25. juli 1997 fra Danmarks Statistik har følgende ordlyd:
 
"Under henvisning til .... skal det oplyses, at Danmarks Statistiks erhvervsgrupperingskode DB93 er opbygget på grundlag af den af EU udarbejdede nomenklatur NACE Rev. 1 (Nomenclature generale des Activités economique dans les Communautes Européennes). Ifølge denne henhører aktiviteten "installation og reparation af køle- og airconditionanlæg i kølevogne" under fremstillingsvirksomhed. Hvis den pågældende aktivitet vedrører installation og reparation af køleanlæg i bygninger hører aktiviteten under bygge- og anlægsvirksomhed.
 
Firmaet K A/S, … er i dag registreret i Det Centrale Erhvervsregister med branchekode 29.23.20 (Fremstilling af ventilations- og klimaanlæg til erhvervsmæssig brug).
 
I brev til firmaet fra Danmarks Statistik 26. juni 1996 blev det meddelt, at branchekoden ville blive ændret til 34.20.00 (Karosserifabrikker). Grundlaget for denne ændring var en forespørgsel til Eurostat, der er ansvarlig for branchenomenklaturen NACE Rev. 1. EU har senere ændret fortolkningen af NACE Rev.1, så aktiviteten "installation og reparation af køle- og airconditionanlæg i kølevogne" nu placeres i branche 29.23.20.
 
Dette er baggrunden for at firmaet K A/S i dag er registreret med branchekode 29.23.20 i Det Centrale Erhvervsregister."
 
 
Skrivelsen fra Erhvervssygdomspoolen af 9. juli 1997 har følgende ordlyd:
 
"Grundlaget for fastsættelsen af poolens tarif har fra og med 1995 været Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB93), som Danmarks Statistik indførte i 1993 som følge af en EF-forordning fra 1992. Arbejdsskadestyrelsen anvender samme fortegnelse.
 
Erhvervssygdomspoolen beregner sin tarif på baggrund af de enkelte erhvervssygdomsforsikringsselskabers indberetninger om skadesudgifter og antal helår på de enkelte branchekoder.
 
Poolen tilser på stikprøvevis gennem sin revision, at den enkelte virksomhed indplaceres i overensstemmelse med den branchekode, som virksomheden er blevet tildelt af Danmarks Statistik. Hvorvidt virksomheden er blevet tildelt den korrekte branchekode af Danmarks Statistik tilser poolen derimod ikke, ligesom poolen ej heller kan ændre en branchekode, der synes forkert eller urimelig. Det er ene og alene Danmarks Statistik der kan afgøre, om en tildelt branchekode skal ændres.
 
På baggrund heraf er det ikke muligt for Erhvervssygdomspoolen at udtale sig om, hvorvidt indplaceringen af K A/S under DB93-koden 34.20.00 er korrekt."
 
Ved skrivelse af 2. september 1997 har klagers advokat blandt andet peget på, at
 
"Danmarks Statistik er tidligere blevet gjort opmærksom på, at min klient installerer og reparerer køleanlæg, men at virksomhedens hovedsaglige arbejdsområde ligger indenfor salg af køleanlæg og satellitkommunikation. Det er således en mindre del af virksomheden, der vedrører installationer og reparationer, hvorfor virksomheden ikke kan anføres som en fremstillingsvirksomhed.
 
...."
 
 
Ankenævnet udtaler:
 
Erhvervssygdomspoolen  er ikke et forsikringsselskab, men et særligt organ, der i overensstemmelse med en bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag i lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2. Som følge heraf må det antages, at det påhviler Finanstilsynet at påse, at Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig.
 
Det fremgår af sagen, at Erhvervssygdomspoolen har bestemt, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne ved afregning af præmier til poolen fra og med 1995 skal anvende Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB 93) og at selskabet K A/S endeligt i overensstemmelse hermed er indplaceret under branchekode 29.23.20 fremstilling af ventilations- og klimaanlæg. Ifølge Danmarks Statistiks skrivelse af 25. juli 1997, der er citeret ovenfor, henhører aktiviteten ”installation og reparation af køle- og airconditioneringsanlæg i kølevogne” under fremstillingsvirksomhed, jfr. Nomenclature generale des Acrivités economique dans les Communautes Européennes. Indplaceringen af selskabet under kode 29.23.20 synes herefter at være i overensstemmelse med de oplysninger, som selskabet har givet til Danmarks Statistik i skrivelse af 28. juni 1996, hvori det er oplyst bl.a., at selskabet efter import af fabriksnye transportkøle- og airconditionanlæg efterfølgende installerer, servicerer og reparerer  enhederne.
 
Der er ikke grundlag for at kritisere Erhvervssygdomspoolens principbeslutning om at arbejdsskadeforsikringsselskabernes afregning af præmier skal ske på grundlag af DB 93 - som ulovmæssig. Da der endvidere ikke af klageren er påberåbt eller godtgjort omstændigheder, der kan begrunde en antagelse om, at den præmie, der er pålagt selskabet som følge af den anførte indplacering er sket i strid med principperne efter § 210 g, stk. 1, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at foretage yderligere.