| Kendelse af 30. oktober 1998. 98-74.244. Statsautoriseret revisors medlemskab af en erhvervsvirksomheds bestyrelse kunne ikke antages at være uden indflydelse på revisors uafhængighed som revisor. Lov om statsautoriserede revisorer § 10. (Finn Møller Kristensen, Christen Sørensen og Vagn Joensen) Statsautoriseret revisor K har ved skrivelse af 30. marts 1998 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 3. marts 1998 har afslået at give klageren dispensation fra § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer til at være bestyrelsesmedlem i A A/S. Sagens omstændigheder: Klageren ansøgte ved skrivelse af 18. november 1997 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om dispensation i henhold til § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer til at bestride en almindelig bestyrelsespost i A A/S. Klageren anførte, at det var hans klare opfattelse, at bestridelsen af posten ikke kunne have nogen indflydelse på hans uafhængighed, og oplyste, at han ikke ejede aktier i eller udførte revision eller erklæringsopgaver for selskabet eller andre selskaber med tilknytning til selskabet, og bestyrelseserhvervet blev aflønnet med et fast årligt honorar på 25.000 kr. Ved skrivelse af 3. marts 1998 afslog Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at give dispensation, idet man bl.a. anførte: "Styrelsen lægger i sin afgørelse vægt på, at bestyrelsesposten ikke ses at være uden indflydelse på Deres uafhængighed som revisor. Endvidere har styrelsen lagt vægt på, at De modtager kr. 25.000 årligt for Deres post i bestyrelsen. Endelig har styrelsen lagt vægt på, at der ikke ses at være forhold der begrunder en dispensation." I klageskrivelsen af 30. marts 1998 til ankenævnet har klageren bl.a. anført: ”Med hensyn til det årlige honorar på kr. 25.000,00 er det min opfattelse, at honoraret langt fra er af en størrelsesorden det kan bringe min uafhængighed i tvivl. Hertil kommer, at honoraret inkluderer vederlag for assistance med udarbejdelse af diverse kalkulationer samt budgetudarbejdelse, altså opgaver der er normale for revisorer, og som ikke i sig selv er specifik bestyrelsesarbejde. Det er således fortsat min helt klare opfattelse, at den omhandlede bestyrelsespost ingenlunde har indflydelse på min uafhængighed…” Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afgivet en redegørelse af 26. juni 1998, hvori bl.a. anføres: "En statsautoriseret revisors virksomhed omfatter i henhold til § 6a i lov om statsautoriserede revisorer revision af regnskaber m.v. samt rådgivning og assistance i forbindelse hermed og inden for tilgrænsende områder. Det følger af § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer, at stillingen som statsautoriseret revisor er uforenelig med hvervet som medlem af bestyrelsen for et selskab, der udøver anden erhvervsvirksomhed end revisionsvirksomhed. Det er styrelsens klare opfattelse, at et selskab, der har som formål at købe og sælge fisk og fiskeprodukter m.v., driver erhvervsvirksomhed. Da selskabet samtidigt ikke driver revisionsvirksomhed, er den nævnte bestyrelsespost i A A/S omfattet af § 10, stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en sag (j.nr. 97-178.564) meddelt afslag på ansøgning om dispensation til at varetage en bestyrelsespost i en entreprenørvirksomhed. Det var styrelsens klare opfattelse, at virksomheden drev anden erhvervsvirksomhed end revisionsvirksomhed. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en sag (j.nr. 97-178.564) meddelt afslag på ansøgning om dispensation til at varetage en bestyrelsespost i en indkøbsforening. Foreningens formål var at foretage indkøb af landbrugsredskaber og maskiner m.v. til foreningens medlemmer. Styrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at foreningen optog statslån til brug for finansiering af indkøbene, således at der var tale om anden erhvervsmæssig virksomhed end revision. Endvidere har styrelsen i en sag (j.nr. 97-8.141) meddelt afslag på ansøgning om dispensation til at varetage posten som bestyrelsesmedlem i en pensionskasse. Styrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at der, på grund af adgangen til at foretage omfattende investeringer, var tale om drift af anden erhvervsvirksomhed end revisionsvirksomhed. Styrelsen kan dispensere fra forbudet i § 10, stk. 2, jf. stk. 4, i lov om statsautoriserede revisorer, såfremt styrelsen skønner, at varetagelse af den pågældende stilling er uden indflydelse på revisors uafhængighed. Det er styrelsens opfattelse, at bestyrelsesposten ikke ses at være uden indflydelse på ansøgerens uafhængighed som revisor. Styrelsen har i den afgørelse lagt vægt på, at der er tale om en bestyrelsespost i en industrivirksomhed. For så vidt angår klagerens bestyrelsespost i A A/S, er det herefter i overensstemmelse med praksis, ikke at meddele dispensation i en sag som den foreliggende." Ankenævnet udtaler: Det er ubestridt, at A A/S driver anden erhvervsvirksomhed end revisions-virksomhed, og at klagerens bestyrelsespost derfor omfattes af § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer. Det er ankenævnets opfattelse, at en statsautoriseret revisors medlemskab af bestyrelsen i et erhvervsdrivende selskab, der ikke driver revisionsvirksomhed, indebærer en sådan tilknytning til virksomhedens erhvervsinteresser, at det i almindelighed er egnet til at øve indflydelse på revisorens virksomhed i øvrigt. Da der ikke i den foreliggende sag er godtgjort særlige omstændigheder, som kan føre til en anden vurdering, stadfæster ankenævnet Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse. |