Kendelse af 27. april 2009 (J.nr. 2008-0018182)
Afgift som følge af for sent indsendt årsrapport ikke eftergivet.
Årsregnskabsloven §§ 151 og 152.
(Preben Lund Hansen, Lars Holtug og Jan Uffe Rasmussen)
Ved skrivelse af 21. november 2008 har statsautoriseret revisor A på vegne af bestyrelsesmedlemmerne i K I/S klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelser af 24. oktober 2008 har pålagt dem en afgift hver på 3.000 kr. for ikke rettidig indsendelse af årsrapporten for 2007 for K.
Sagens omstændigheder:
K I/S har kalenderåret som regnskabsperiode. Den 24. april 2008 sendte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en skrivelse til bestyrelsen for K I/S på selskabets registrerede adresse med erindring om, at selskabets årsrapport for 2007 skal indsendes til styrelsen senest den 2. juni 2008. Da årsrapporten ikke var modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden den i årsregnskabslovens § 138, stk. 1, 2. pkt., fastsatte frist på 5 måneder efter regnskabsårets udløb, sendte styrelsen i henhold til lovens § 150 den 1. juli 2008 en skrivelse til bestyrelsen for K I/S med påkrav om at modtage årsrapporten senest 11. juli 2008. Samtidigt meddelte Styrelsen, at såfremt årsrapporten blev modtaget senere, ville hvert medlem af selskabets øverste ledelse blive pålagt en afgift for overskridelse af indsendelsesfristen i medfør af årsregnskabslovens §§ 150-152. Styrelsen meddelte endvidere, at såfremt årsrapporten ikke blev modtaget senest den 29. juli 2008, ville styrelsen uden yderligere varsel slette virksomheden af styrelsens register, jf. årsregnskabslovens § 150, stk. 3, jf. lov om erhvervsdrivende virksomheder § 10, stk. 6. Den 4. september 2008 modtog styrelsen årsrapporten, og ved skrivelser af 24. oktober 2008 pålagde styrelsen under henvisning til årsregnskabslovens § 151, stk. 3, bestyrelsesmedlemmerne hver en afgift på 3.000 kr.
I klageskrivelsen af 21. november 2008 har statsautoriseret revisor A anført:
”…
Vi skal efter aftale, på vegne af ledelsen i K I/S …, anmode om fritagelse for afgift for overskridelse af indsendelsesfristen af årsrapporten for 2007 for K I/S. Anmodningen om fritagelse vedrører … K1, … K2 og … K3.
Sagens omstændigheder
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i brev af 1. juli 2008 henvendt sig til vores kunde, K I/S, med anmodning om indsendelse af interessentskabets årsrapport for 2007. På grund af ferie blev der ikke reageret på denne henvendelse med den konsekvens, at interessentskabet pr. 1. september 2008 var slettet hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Efter megen korrespondance, …, kom det frem, at K I/S fra stiftelsen og frem til og med årsrapporten for regnskabsåret 2007 ikke tidligere har indsendt sin årsrapport til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, ligesom det kom frem, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke tidligere har rette henvendelse til K I/S vedrørende manglende indsendelse af årsrapport.
Interessentskabets ledelse har været af den opfattelse, at den anvendte procedure med indregning af interessentskabet i interessent-selskabernes årsrapport og indsendelse af disse (rettidigt) har været efter reglerne. Som tidligere nævnt har Styrelsen ikke reageret på dette tidligere. Under sagens behandling blev det erkendt, at der var tale om en fejl fra Styrelsens side, og ovennævnte sletning af K I/S blev på den baggrund annulleret.
Årsagen til den for sene indsendelse interessentskabets årsrapport for 2007 beror, efter vores opfattelse, på en ændret praksis hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Vi har medio uge 46, 2008 telefonisk drøftet afgiften med [navngivet medarbejder i styrelsen], idet det var vores opfattelse, at opkrævningen måtte være en fejl, idet K I/S, som nævnt ovenfor, ikke tidligere har indsendt sin årsrapport. Det er således vores opfattelse, at interessentskabets ledelse bør fritages for den pålagte afgift.
Yderligere skal det bemærkes, at K1 … ikke har deltaget i interessentskabet siden regnskabsåret 2005. Vi har med beklagelse måtte konstarerer, at K1 fejlagtigt ikke overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er blevet afmeldt som udtrådt af interessentskabet og dets ledelse. Som det fremgår af årsrapporten for 2007 underskriver K1 ikke denne.
…”
I anledning af klagen har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i en redegørelse af 21. januar 2008 udtalt:
”…
Styrelsen har … allerede trukket afgiften tilbage vedr. K1, der udtrådte af virksomhedens ledelse den 1. april 2006, men først efterfølgende er anmeldt udtrådt.
Sagens faktiske og retlige omstændigheder
Interessenterne i K I/S, hvis regnskabsår følger kalenderåret, er K3 ApS, …, og K2 ApS, …. Virksomheden er hermed pligtig til at aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens bestemmelser, jf. årsregnskabslovens § 3, stk. 1, nr. 2, litra a, herunder kravet om at indsende årsrapport til styrelsen, således at den er modtaget senest fem måneder efter regnskabsårets afslutning, jf. årsregnskabslovens § 138, stk. 1.
…
Da årsrapporten fortsat ikke var modtaget, meddelte styrelsen den 1. september 2008 virksomheden, at den var slettet i styrelsens register, jf. årsregnskabslovens 150, stk. 3, og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 10, stk. 6.
Efter at styrelsen havde modtaget årsrapporterne for 2005, 2006 og 2007 blev virksomheden igen registeret. ….
Virksomhedens årsrapport for 2007 blev modtaget den 4. september 2008, og på den baggrund blev de tre anmeldte og registrerede medlemmer af virksomhedens ledelse, K1, K3 og K2 hver pålagt en afgift på 3.000 kr. Beløbet er opgjort efter årsregnskabslovens § 151, stk. 1.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der kun kan pålægges afgift som følge af for sen indsendelse af en årsrapport, når årsrapporten er modtaget. Modtages en årsrapport aldrig, kan der ikke pålægges afgift. Konsekvensen vil derimod være, at virksomheden slettes i styrelsens register (hvis der eksempelvis er tale om et interessentskab) eller oversendes til skifteretten med henblik på tvangsopløsning (hvis der eksempelvis er tale om et aktie- eller anpartsselskab). Hvis en virksomhed herefter bliver registret igen eller genoptaget og i forbindelse hermed indsender sin årsrapport, er der tale om en årsrapport, der er modtaget for sent, og så bliver hvert medlem af virksomhedens ledelse pålagt en afgift som følge heraf efter bestemmelserne i årsregnskabslovens § 151.
Da årsrapporterne for 2005 og 2006 aldrig (før sagsbehandlingen vedr. årsrapporten for 2007) var modtaget i styrelsen, kunne virksomhedens ledelse heller ikke have været pålagt afgift.
Efterfølgende er K1 fritaget for den pålagte afgift, idet han var udtrådt af virksomhedens ledelse den 1. april 2006. Virksomheden havde dog ikke fået anmeldt dette til styrelsen.
Vurdering
Det er styrelsens vurdering, at afgifterne til de to fortsættende medlemmer af virksomhedens ledelse er pålagt med rette efter årsregnskabslovens regler. Årsrapporten er ubestridt indsendt for sent, og styrelsen har desuden i god tid inden indsendelsesfristens udløb mindet virksomheden herom.
Styrelsen har ikke – som anført af klagernes repræsentant ændret praksis for så vidt angår pålæggelse af afgift som følge af manglende rettidig indsendelse af årsrapporter. Derimod er håndhævelsen vedrørende sletning af virksomheder skærpet, således at virksomheden den 1. juli 2008 – ubestridt – er blevet rykket for indsendelse af årsrapporten for 2007. Angiveligt på grund af ferie reagerede virksomheden dog ikke herpå, inden virksomheden den 1. september 2008 blev slettet i styrelsens register.
…
Den omstændighed, at manglende indsendelse af årsrapport for hhv. 2005 og 2006 ikke er blevet påtalt af styrelsen, kan efter styrelsens vurdering ikke fritage virksomhedens ledelse for ansvar efter årsregnskabsloven – særligt ikke, når virksomhedens ledelse inden indsendelsesfristens udløb er blevet erindret herom. Hertil kom, at virksomhedens ledelse også modtog en rykkerskrivelse efter indsendelsesfristens udløb. Havde virksomhedens ledelse reageret inden for denne frist, ville den ikke være blevet pålagt afgift.
…”
Klagerne er ikke fremkommet med yderligere bemærkninger.
Ankenævnet udtaler:
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i skrivelse af 4. december 2008 fritaget K1 for den pålagte afgift. Ankenævnet foretager sig derfor ikke yderligere vedrørende den del af klagen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 24. april 2008 til bestyrelsen på selskabets registrerede adresse fremsendt en orientering om indsendelse af årsrapport for 2007 for K I/S. Endvidere har styrelsen den 1. juli 2008 fremsendt påkravsskrivelse om indsendelse af årsrapport.
Under hensyn hertil, da det af klageren anførte om den manglende indsendelse af årsrapporter for henholdsvis 2005 og 2006 ikke kan føre til andet resultat og idet der ikke i øvrigt findes at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at bestyrelsesmedlemmerne kan undtages for betaling af afgift efter årsregnskabslovens § 151, finder ankenævnet ikke, at der kan ske fritagelse for betaling af afgift, jf. årsregnskabslovens § 152.
Ankenævnet tiltræder derfor de af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelser af 24. oktober 2008 pålagte afgifter til K2 og K3.