Kendelse af 18. februar 2010 (J.nr. 2009-0020411)
Adgangen til at foretage registreringer via Webreg.dk med medarbejdersignatur udstedt til firmaet lukket indtil videre.
Bekendtgørelse nr. 1525 af 13. december 2007, § 49, stk. 2.
(Anders Hjulmand, Lise Høgh og Steen Mejer)
                                                                                                                 
 
Ved skrivelse af 5. oktober 2009 har advokat A klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 4. september 2009 indtil videre har lukket for adgangen til at foretage registreringer via Webreg.dk med medarbejdersignaturer udstedt til ….
 
Sagens omstændigheder:
 
I Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 4. september 2009 hedder det:
 
”Lukning af adgang til at foretage registreringer via Webreg.dk
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har indtil videre lukket for adgangen til at foretage registreringer via Webreg.dk med medarbejdersignaturer udstedt til K v/A CVR- nr. …, jf. § 49, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1525 af 13. december 2007 (anmeldelsesbekendtgørelsen).
 
Lukningen af jeres adgang skyldes, at styrelsen ved en gennemgang af registreringer foretaget via styrelsens Edb-registreringssystem (Webreg) har fået en begrundet formodning om, at I som anmeldere har misbrugt adgangen til webreg.dk, ved at foretage registreringer af stiftelser af en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag.
 
Styrelsens konkrete mistanke vedrører registreringen af stiftelserne af selskaberne:
 
·        B … ApS CVR-nr. …
·        CB … ApS CVR-nr. …
·        D … ApS CVR-nr. …
·        E … ApS CVR-nr. …
·        F … ApS CVR-nr. …
·        G … ApS CVR-nr. …
·        H … ApS CVR-nr. …
·        I … ApS CVR-nr. …
J …ApS CVR-nr. … (tidligere kaldet  … ApS)
·        X … ApS CVR-nr. …
·        L… ApS CVR- nr. … (tidligere kaldet  … ApS)
·        M… ApS CVR-nr. … (tidligere kaldet … ApS)
 
Stiftelsen af disse selskaber er registreret via Weberg i perioden 26. april 2007 til 14. maj 2007 med en digital signatur udstedt til K v/A CVR- nr. ….
 
Det er styrelsens vurdering, at ovennævnte selskaber er stiftet med rullende kapital, idet B 1001 ApS er stiftet ved indskud af kr. 125.000 til kurs 100, af B ApS. Umiddelbart herefter stiftes C ApS, ved indskud af kr. 125.000 af B  ApS. C ApS stifter herefter D ApS ved indskud af kr. 125.000, osv. osv.
 
Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at der er tale om stiftelse af en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag.
 
Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vurdering, at kapitalindskuddet derfor ikke er reelt, men alene tilvejebragt til brug for registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvilket ikke er i overensstemmelse med anpartsselskabsloven samt intentionerne bag loven.
 
Det er derfor styrelsens vurdering, at der er tale om omgåelse af kapitalkravet i anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, samt § 11, stk. 2.
 
Jeres adgang til at foretage registreringer via Webreg.dk vil forblive lukket, indtil styrelsen har modtaget en redegørelse samt dokumentation for, at stiftelserne af ovennævnte selskaber ikke er stiftelser af en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag, jf. § 5, stk. 2, i anmeldelsesbekendtgørelsen og § 74 i anpartsselskabsloven.
 
Styrelsen vil på baggrund af deres redegørelse vurdere, om der er grundlag for at genåbne jeres adgang til at foretage registreringer via Webreg, eller om adgangen skal forblive lukket.
 
Ligesom styrelsen efter en vurdering af det indkomne materiale vil tage stilling til, om der evt. skal ske politianmeldelse.
 
Såfremt styrelsen ikke har modtaget dokumentation, der bekræfter, at kapitalen vedr. stiftelserne af ovennævnte er indbetalt, uden at der er tale om rullende kapital, senest den 6. oktober 2009 vil styrelsen dog uden yderligere varsel anmode skifteretten om at opløse selskaberne, jf. anpartsselskabslovens § 60 jf. § 74.
 
Styrelsen skal dog vejlede om, at I ikke har pligt at afgive oplysninger i denne sag, da det ikke kan udelukkes, at de oplysninger som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmoder om, kan have betydning for bedømmelse af de formodede lovovertrædelser, jf. § 10, stk. 1, og stk. 3, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
…”
 
I klageskrivelsen af 5. oktober 2009 har advokat A anført:
 
”…
Jeg skal ved nærværende indbringe afgørelsen [af 4. september 2009 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen] for Erhvervsankenævnet, og jeg henviser i den forbindelse til mine tidligere skrivelser af hhv. 8. og 18. september 2009 til Styrelsen, att. …. Jeg går ud fra, at Erhvervsankenævnet rekvirerer det fulde materiale fra Styrelsen, men i modsat fald fremsender jeg naturligvis gerne materialet.

Jeg skal anmode om personligt foretræde for Nævnet, forinden der træffes afgørelse i sagen.
…”
 
I nævnte skrivelse af 8. september 2009 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har advokat A anført:
 
”Vedr.: B ApS - cvr. nr. … -  m.fl
 
I ovennævnte sag henviser jeg til Deres skrivelse af 4. september 2009, og jeg må tilstå, at jeg er meget forundret over Deres adfærd i denne sag, hvor De uden varsel lukker min adgang til at foretage registreringer via Webreg.dk på baggrund af mistanke om misbrug vedrørende selskabsstiftelser, som ligger 2½ år tilbage i tid.
 
Jeg skal høfligst anmode om, at De straks foranlediger min adgang til registreringer retableret, idet dette er et vigtigt arbejdsredskab for mig i mit daglige virke, og jeg finder det helt ude af proportioner, at De ikke i første omgang afventer min redegørelse, som følger nedenfor.
 
Jeg bemærker indledningsvis, at de i sagen omhandlede selskabsstiftelser er blevet tilvejebragt efter forslag fra [selskabernes] revisor, N … med henblik på at have et passende antal stiftede selskaber liggende i en ”streng”, således at selskaberne kunne afhændes til potentielle købere, som eksempelvis havde brug for et holdingselskab og et datterselskab med evt. yderligere datterselskaber under det første datterselskab.
 
På denne baggrund stiftede B ApS C ApS den 26.04.2007, i hvilken forbindelse anpartskapitalen blev indsat på advokatkontorets konto, og til dokumentation herfor vedlægges kopi af indbetalingsbilag. Derudover vedlægger jeg kontoudskrift fra j. nr. 53.902, hvorunder B ApS blev stiftet.
 
Herefter blev kapitalen den 27.04.2007 overført til j. nr. 53.903 til stiftelse af C ApS, hvilket fandt sted den 27.04.2007.
 
Den 30.04.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.904 til stiftelse af D ApS, hvilket fandt sted den 30.04.2007.
 
Den 1.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.905 til stiftelse af E ApS, hvilket fandt sted den 1.05.2007.
 
Den 2.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.906 til stiftelse af F ApS, hvilket fandt sted den 2.05.2007.
 
Den 3.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.907 til stiftelse af G ApS, hvilket fandt sted den 3.05.2007.
 
Den 7.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.908 til stiftelse af H ApS, hvilket fandt sted den 7.05.2007.
 
Den 8.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.909 til stiftelse af I ApS, hvilket fandt sted den 8.05.2007.
 
Den 9.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.910 til stiftelse af J ApS  – nu … ApS -  hvilket fandt sted den 9.05.2007.
 
Den 10.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.911 til stiftelse af X ApS, hvilket fandt sted den 10.05.2007.
 
Den 11.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.912 til stiftelse af L  ApS – nu … ApS - hvilket fandt sted den 11.05.2007.
 
Den 14.05.2007 blev dette selskabs kapital overført til j. nr. 53.913 til stiftelse af M ApS – nu … ApS - hvilket fandt sted den 14.05.2007.
 
Der er således tale om, og dokumentation for, at selskaberne er stiftet med kr. 125.000,00 for hvert enkelt selskab, hvis selskabskapital er tilvejebragt af stifteren, og reglerne i Anpartsselskabslovens § 1, stk. 3 samt § 11, stk. 2 er således opfyldte.
 
Jeg vedlægger i øvrigt til Deres orientering kopi af min korrespondance med N af g.d., og jeg henviser i den forbindelse specielt til revisors bemærkninger om ”lovens intentioner, formodning om samt Styrelsens vurdering”.
 
Som det fremgår af Deres skrivelse, har tre selskaber for nylig skiftet ejer, og jeg skal derfor anmode om hurtig sagsbehandling af nærværende, idet selskabskøberne naturligvis ikke kan leve med uvisheden om, hvorvidt selskaberne er lovligt registreret.
…”
 
I skrivelsen af 18. september 2009 fra advokat An til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hedder det:
 
”…
I forlængelse af min skrivelse af 8. september 2009, og vore efterfølgende drøftelser, såvel telefoniske som pr. mail, skal jeg herved fremkomme med mine yderligere bemærkninger til sagen.
 
Jeg fastholder indledningsvis, at de i sagen omhandlede selskaber er lovligt stiftede med det i hvert tilfælde nødvendige kapitalindskud, og jeg henviser i den forbindelse til vedlagte notat fra selskabernes revisor, statsaut. revisor …. fra N.
 
Jeg har i min søgning efter praksis på området ikke kunnet finde domstolsafgørelser eller lignende, som støtter den opfattelse, som ligger til grund for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis i form af den af Dem til mig fremsendte vejledende udtalelse af 4. maj 2005 og Industriministeriets afgørelse af 11. maj 1983.
 
For så vidt angår lukningen af min Webreg adgang er det efter min og mine rådgiveres opfattelse en ualmindelig streng sanktion, som ikke synes adækvat med den formodede overtrædelse.
 
Jeg henviser igen til Ns notat, og jeg bemærker i den forbindelse, at såfremt en fortolkning af reglerne kan føre til statuering af, at reglerne er overtrådt, så har overtrædelsen på ingen måde har været tilsigtet, hvorfor det bestrides, at der har været tale om misbrug af Webreg-adgangen.
 
Jeg håber, at jeg med nærværende har overbevist Dem om stiftelsernes retmæssighed, men i modsat fald tillader jeg mig samtidig at foreslå en pragmatisk og mindelig løsning som følger:
 
1.      De til tredjemand solgte selskaber L ApS og M ApS opretholdes, som tilkendegivet af Dem, såfremt selskaberne kan dokumentere, at kapitalen er i behold.

For så vidt angår J ApS har køber, … meddelt mig, at købet af selskabet ophæves, som følge af skrivelsen fra Dem, hvilken ophævelse jeg i sagens natur har accepteret, idet jeg samtidig fra køber har fået bekræftelse på, at selskabet ikke har været benyttet driftsmæssigt af køber i perioden fra salget den 19. august 2009 frem til d.d.
 
2.      Selskaberne C ApS – X ApS likvideres efter en erklæringsmeddelelse, idet jeg som tidligere angivet overfor Dem, ikke har særlige anvendelseshensigter med selskaberne, og derfor er indstillet på, at disse likvideres.
 
3.      Min Webreg-adgang genåbnes med henvisning til, at der ikke har været tale om misbrug.
 
Jeg tillader mig i øvrigt at antage, at min inddragelse af retten til on-line registrering på Webreg er sket i medfør af Bek. 1525 af 13/12-2007 om anmeldelse, registrering m.v. § 49 stk. 2, hvor det er en betingelse for øjeblikkelig inddragelse af brugerens adgang, at der er begrundet formodning om, at der er sket eller vil ske misbrug  af adgangen til registrering, indberetning eller offentliggørelse via Webreg, såfremt adgangen ikke lukkes.
 
Jeg skal i den forbindelse bemærke, at jeg alene har fulgt statsautoriseret revisors anvisning omkring stiftelse, og det der evt. kan bebrejdes undertegnede, er således alene, at jeg ikke har forholdt mig mere kritisk til vejledningen.
 
Det forekommer som en meget vid fortolkning af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 49. stk. 2, at det lægges til grund, at der er skabt risiko for fremtidigt misbrug, idet det som udgangspunkt må antages, at en vejledning/instruks fra statsautoriseret revisor ikke er behæftet med fejl.
 
Jeg vil naturligvis for fremtiden rette henvendelse forinden registrering, såfremt jeg måtte være i tvivl om lovligheden af en stiftelse.
 
Da sagen som tidligere nævnt og angivet har store konsekvenser for mit daglige virke som advokat, skal jeg indtrængende anmode om, at De nøje vurderer, hvorvidt det er Deres opfattelse, at jeg har søgt at misbruge min erhvervsmæssige adgang til webregistreringerne, idet jeg samtidig henviser til, at en evt. statuering af overtrædelse sker ud fra fortolkning af intentionerne ved anpartsselskabslovens § 1, stk. 3 og § 11, stk. 2, således at det ikke umiddelbart af lovteksten kan konstateres, at der skulle være tale om en overtrædelse.
 
Jeg håber på Deres velvilje ved behandling af sagen, ligesom jeg naturligvis meget gerne vil drøfte mulighederne for at generhverve muligheden for on-line registrering, også hvor dette måtte være betinget af nærmere fastsatte vilkår.
…”
 
I anledning af klagen har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i en redegørelse af 19. november 2009 udtalt:
 
”…
Styrelsen har, grundet klageres rekursadgang, endnu ikke truffet endelig afgørelse om, hvorvidt virksomhedens adgang til at foretage registreringer via Webreg skal forblive lukket eller skal genåbnes.
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil på baggrund af K v/ As redegørelse og partsindlæg træffe endelig afgørelse i sagen.
 
Det er således styrelsens opfattelse, at rekursen alene må vedrøre, om det har været berettiget, at styrelsen foreløbigt har lukket K v/ As adgang til at foretage registreringer via Webreg, medens det undersøges, om det formodede misbrug har fundet sted.
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 4. september 2009
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er i forbindelse med en stikprøvemæssig kontrol af registreringer foretaget via styrelsens EDB- registreringssystem (Webreg) blevet opmærksom på en række registreringer foretaget med digital signatur udstedt til K v/ A, CVR-nr. ….
 
Alle registreringerne vedrører stiftelser af 12 selskaber i perioden 26. april 2007 til 14. maj 2007.
 
Ved en gennemgang af registreringerne fik styrelsen en begrundet formodning for, at selskaberne var stiftet ved rullende kapital, idet den samme selskabskapital på kr. 125.000 indskudt til kurs 100, straks blev anvendt til at stifte et underliggende datterselskab.
 
Styrelsen havde således formodning for, at de 12 selskaber var stiftet som en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag.
 
Det er styrelsens vurdering, at kapitalindskuddet derfor ikke er reelt, men alene tilvejebragt til brug for registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvilket ikke er i overensstemmelse med anpartsselskabsloven samt intentionerne bag loven.
 
Det er derfor styrelsens vurdering, at der er tale om omgåelse af kapitalkravet i anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, samt § 11, stk. 2.
 
På den baggrund anmoder styrelsen den 4. september 2009 K v/ A om en redegørelse samt dokumentation for, at selskaberne ikke er stiftet som en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag, jf. § 5, stk. 2, i anmeldelsesbekendtgørelsen og § 74 i anpartsselskabsloven.
 
Styrelsen træffer samtidig afgørelse om foreløbigt at lukke virksomhedens adgang til at foretage registreringer via Webreg.dk, jf. § 49, stk. 2, i anmeldelsesbekendtgørelsen. Det er denne afgørelse, som nu er indbragt for Erhvervsankenævnet.
 
Der er, som det fremgår af afgørelsen, tale om en midlertidig lukning:
 
”Jeres adgang til at foretage registreringer via Webreg.dk vil forblive lukket, indtil styrelsen har modtaget en redegørelse samt dokumentation for, at stiftelserne af ovennævnte selskaber ikke er stiftelser af en kæde af selskaber på et og samme kapitalgrundlag, jf. § 5, stk. 2, i anmeldelsesbekendtgørelsen og § 74 i anpartsselskabsloven.
 
Styrelsen vil på baggrund af deres redegørelse vurdere, om der er grundlag for at genåbne jeres adgang til at foretage registreringer via Webreg, eller om adgangen skal forblive lukket.”
 
Konklusion
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastholder, at den øjeblikkelige lukning af K v/ As adgang til at foretage registreringer via Webreg var berettiget, jf. § 49, stk. 2, i anmeldelsesbekendtgørelsen, idet der på tidspunktet var klare indikationer på, at virksomheden havde overtrådt anpartsselskabsloven ved at have registreret 12 anpartsselskaber på baggrund af et og samme kapitalgrundlag og derved omgået kapitalkravet i anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, samt § 11, stk. 2, samt intentionerne bag loven.
 
Afsluttende bemærkninger
 
Styrelsen har efter den nu indbragte afgørelse blev truffet modtaget redegørelse fra advokaten samt efterfølgende yderligere partsindlæg.
 
Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at dokumenter af senere dato end styrelsens afgørelse af 4. september, herunder redegørelse og partsindlæg fra K v/ A ikke vedrører den afgørelse, der er indbragt for Erhvervsankenævnet, da disse dokumenter ikke har ligget til grund for styrelsens foreløbige afgørelse af 4. september 2009.
 
Disse dokumenter vil alene indgå i styrelsens endelige afgørelse af, hvorvidt K v/ A adgang skal genåbnes eller skal forblive lukket.
 
De dokumenter, der efter styrelsens opfattelse vedrører den trufne afgørelse er alene de dokumenter, som ligger til grund for registreringerne af stiftelserne af selskaberne:
 
·        B ApS CVR-nr. …
·        C ApS CVR-nr. …
·        D ApS CVR-nr. …
·        E ApS CVR-nr. …
·        F ApS CVR-nr. …
·        G ApS CVR-nr. …
·        H ApS CVR-nr. …
·        I  ApS CVR-nr. …
·        J ApS CVR-nr. … (tidligere kaldet …ApS)
·        X ApS CVR-nr. …
·        L ApS CVR- nr. …(tidligere kaldet … ApS)
·        M ApS CVR-nr. …(tidligere kaldet … ApS)
…”
 
Advokat A er ved skrivelse af 5. januar 2010 fremkommet med følgende bemærkninger:
 
”…
Under henvisning til ovennævnte sag og Deres skrivelse af 24. november 2009 skal jeg blot supplerende bemærke, at det ikke er min opfattelse, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens skrivelse af 19. november 2009 indeholder nye momenter for sagen, hvorfor Nævnet efter min opfattelse kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.
 
Jeg præciserer blot afslutningsvis, at Styrelsen burde have ventet på min redegørelse, forinden adgangen til at foretage registreringer blev lukket, ikke mindst henset til at de 12 registreringer fandt sted 2½ år før lukningen blev foretaget.
 
Ud over nærværende klage ønsker jeg samtidig nu at indgive klage over, at der ikke på nuværende tidspunkt er taget stilling til, om den midlertidige lukning skal være permanent, idet Styrelsen med baggrund i min redegørelse af 18. september 2009 har kunnet tage stilling hertil.
…”
 
Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om mundtlig forhandling i sagen.
 
Ankenævnet udtaler:
 
Ud fra de på tidspunktet for den påklagede afgørelse af 4. september 2009 foreliggende oplysninger om registreringer foretaget via webreg.dk af K v/ A findes Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at have haft en sådan begrundet formodning om, at der var sket eller ville ske misbrug af adgangen til registrering, indberetning eller offentliggørelse via webreg.dk, at styrelsen var berettiget til med øjeblikkelig virkning midlertidigt at lukke firmaets adgang hertil, jf. § 49, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1525 af 13. december 2007.
 
Erhvervsankenævnet forstår Erhvervs- og Selskabsstyrelsens redegørelse af 19. november 2009 således, at styrelsen på baggrund af det nu fremkomne - herunder den fremsendte dokumentation for, at stiftelserne af de omhandlede selskaber efter klagers opfattelse ikke er sket på et og samme kapitalgrundlag - vil træffe afgørelse om, hvorvidt klagers adgang til webreg.dk skal genåbnes eller forblive lukket.
 
En sådan afgørelse findes imidlertid at burde være truffet allerede i forbindelse med fremkomsten af klagers skrivelser af 8. og 18. september 2009 med nærmere redegørelse for sagen, herunder revisors redegørelse. 
 
Ankenævnet stadfæster med denne bemærkning styrelsens afgørelse af 4. september 2009.