Kendelse af 16. marts 2010 (J.nr. 2009-0020682)
Klage afvist, da Erhvervs- og Selskabsstyrelsens retsopfattelse af, at spørgsmålet om lovligheden af 3 virksomheders navne henhører under domstolene ikke er en afgørelse omfattet at ankenævnets kompetence.
Lov om Erhvervsankenævnet §§ 1 og 8.

(Finn Møller, Anders Hjulmand og Jan Uffe Rasmussen)
                     
 
K har ved e-mail af 10. november 2009 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved e-mail af 14. oktober 2009 har tilkendegivet ikke at ville foretage sig yderligere i anledning af Ks henvendelse vedrørende 3 virksomheder, hvori slægtsnavnet, X indgår og ved senere e-mail har uddybet mailen af 14. oktober 2009 og henvist til, at spørgsmålet henhører under domstolene.
 
Sagens omstændigheder:
 
Som sagen foreligger oplyst for ankenævnet rettede K ved e-mail af 2. oktober 2009 henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og anførte i den forbindelse:
 
”Ved søgning efter mit slægtsnavn X i cvr registeret fremkommer ikke mindre end 3 virksomheder der anvender navnet.
 
Nogle vil hævde at de bruger navnet i en overført betydning eller ikke i sammenhæng med mit navn, fx cvr …, mens den virksomhed som er registreret som "X I/S (cvr …) åbenlyst kan forveksles med undertegnede, eller antages at have noget med mig at gøre.
 
I Lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven) står bl.a. nedenstående. Noget lignende stod også i tidligere lovgivning.
 
Navnet X er netop et slægtsnavn og kan i høj grad også forveksles hermed.
     
Jeg skal derfor gøre gældende at denne registrering ikke kan være lovlig. Jeg skal endvidere gøre gældende at det vil påføre mig uforholdsmæssigt store - og dermed urimelige - udgifter at skulle foretage juridiske skridt mod krænkere af bestemmelserne. Det må derfor være den offentlige myndighed som foretager registrering, der har en forpligtelse til at påse at loven overholdes.
 
Jeg vil derfor anmode om, at man lovliggør registreringerne ved at undlade anvendelse at mit slægstnavn (altså foretager en ændring af de registrerede navne).”
 
Ved e-mail af 14. oktober 2009 svarede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:
 
”…
I forbindelse med registreringen af virksomhedsnavne påser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, efter sin nuværende administrative praksis, om der foreligger navneidentitet i forhold til allerede registrerede navne. Såfremt dette ikke er tilfældet registrerer styrelsen navnet i sit register.
 
Hvis du mener, at en stedfunden registrering er dig til skade, hører spørgsmålet om registreringens udslettelse under domstolenes afgørelse. En sag herom skal anlægges mod virksomheden inden 6 måneder efter registreringens bekendtgørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringssystem, jfr. Bekendtgørelse af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, Lbk. nr. 651 af 15. juni 2006, § 17. Den omhandlede virksomhed er bekendtgjort i 2005, med startdato 1. februar 2005, og en eventuel sag ved domstolene skulle som følge af ovenstående have været anlagt inden 6 måneder herefter.
 
Dertil skal det bemærkes, at det er virksomheden selv, der indestår for lovligheden af det til registrering anmeldte, hvilket bevirker, at det er virksomheden, og ikke Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, du skal rette krav mod.
 
På denne baggrund agter Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke at foretage sig yderligere i sagen.
…”
 
Ved e-mail af samme dato har K til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anført:
 
”Det er netop "efter sin nuværende administrative praksis" som er det interessante her. Jeg mener at styrelsen ved sin manglende simple kontrol i forbindelse med registreringen af et firmanavn, påfører undertegnede urimelige byrder i forhold til at bevare rettigheder i forhold til lovgivningen. Desuden trider det jo direkte mod lovens bogstav som forhindrer anvendelse af navne som er forvekslelige med slægtsnavne. Og det må man jo sige er tilfældet her. Det forekommer ikke rimeligt at påføre en borger den unødvendige (i forhold til hvis styrelsen foretog simpel kontrol inden registrering) byrde det vil være konstant at skulle kontrollere cvr registeret for evt. nye registreringer som måtte være i strid med lovgivningen - blot fordi myndigheden vil spare.”
 
Ved senere e-mail har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen yderligere oplyst:
 
”Jeg skal starte med at beklage, at jeg ikke fremsendte klagevejledning i forbindelse med min afgørelse.
 
Først, vedrørende spørgsmålet om registreringens udslettelse, vil jeg endnu en gang henvise til at, dette spørgsmål henhører under domstolene i henhold til, bekendtgørelse af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, Lbk. nr. 651 af 15. juni 2006, § 17, stk. 1.
 
Dernæst, med hensyn Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse om at vi ikke sletter registreringen og henviser til at spørgsmålet høre under domstolene jf. ovenstående, kan denne afgørelse indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, postboks 2000, 1780 København V, jf., bekendtgørelse af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, Lbk. nr. 651 af 15. juni 2006, § 17, stk. 2. Klagen skal indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er blevet meddelt dig jf., bekendtgørelse af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, Lbk. nr. 651 af 15. juni 2006, § 17, stk. 2.
 
Jeg skal for en god ordens skyld slå fast at Erhvervsankenævnet kan tage stilling til at vi har foretaget en afgørelse der indebærer, at vi ikke kan slette registreringen og har henvist til at spørgsmålet henhører under domstolene. Derimod kan Erhvervsankenævnet ikke tage stilling til registreringens udslettelse, da dette spørgsmål henhører under domstolene.
 …”
 
K har ved mail af 10. november 2009 klaget til Erhvervsankenævnet og har i den forbindelse anført:
 
”Klage over afgørelse, truffet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Klagens punkter er:
I selskabslovgivningen står udtrykkeligt at et selskab ikke må bruge et navn som kan forveksles med et slægtsnavn. Alligevel har styrelsen pt. registreret ikke færre end 3 selskaber som benytter mit slægtsnavn (X) som helt eller delvist navn. Uanset med hvilken begrundelse navnet anvendes, strider det umiddelbart mod bestemmelsen om forvekslelighed.
Jeg har derfor klaget over dels den manglende kontrol inden registrering, og dels de registreringer som faktisk er foretaget.

Efter skøn fra et advokatfirma vil en sag mod det ene af firmaerne kunne "holdes under 100.000", hvilket er et urimeligt beløb at overvælte på en borger, blot fordi en myndighed som led i besparelser undlader at checke fx cpr register eller Danmarks Statistiks navnedatabase for at se om der kunne være problemer her, ved nyregistrering af navn.

Ombudsmanden kræver som bekendt at alle klagemuligheder skal være udtømte, for han evt. går ind i sagen.
Jeg håber derfor på et svar som ikke fordrer at jeg skal bruge (endnu flere) penge på at bringe sagen videre i systemet. Jeg har allerede brugt flere tusinde på advokat vurderinger af om der i givet fald var en sag mod firmaerne. Det mente han der var, men min retshjælpsforsikring ville alligevel ikke indblandes så det er lidt op ad bakke.”
 
I anledning af klagen har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i en redegørelse af 10. februar 2010 udtalt:
 
”…
K har ved mail af 10. november 2009 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har registreret tre selskaber, hvori ordet ”X” indgår. Som begrundelse for klagen anføres, at der er registreret et navn, som kan forveksles med klagerens slægtsnavn.
 
Det er styrelsens opfattelse, at Erhvervsankenævnet ikke er den rette til at behandle den foreliggende sag.
 
For så vidt angår den første af virksomhederne, ”Antik X v/…”, er det SKAT, og ikke Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som har foretaget registreringen. En ankenævnssag kan derfor kun vedrøre de to øvrige virksomheder.
 
For så vist angår de to øvrige virksomheder er der alene sket en skatte- og afgiftsmæssig registrering. Styrelsen har ikke hjemmel til at nægte en sådan registrering af en anmeldelsespligtig aktivitet, hvis de skatte- og afgiftsmæssige betingelser i øvrigt er opfyldt.
 
Registreringen er ikke en registrering af et navn eller afgørelse af, om virksomhedsnavnene måtte blive anvendt i strid med anden lovgivning.
 
Økonomi- og Erhvervsministeriet har endvidere ved mail af 6. januar 2010 endeligt svaret klageren og henvist denne til, at sagen i givet fald skal prøves ved domstolene.
 
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal bede om mulighed for at komme med yderligere bemærkninger, hvis ankenævnet finder, at nævnet kan behandle klagen.
 
Sagens faktiske forløb
 
Der eksisterer ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens oplysninger følgende virksomhedsnavne, hvori ordet ”X” indgår, …:
 
·        AntikX v/…
·        Brødrene X v/…
·        X I/S
 
SKAT har i 2001 efter de regler, som gælder for anmeldelse af virksomheders skatte- og afgiftsmæssige aktiviteter, registreret Antik X v/…. Virksomheden er registreret for moms, ….
 
De to sidste virksomheder er registreret af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i hhv. 2005 og 2008. Der er tale om registreringer for hhv. AM-bidrag samt indeholdelse af løn og pension, ….
 
Ingen af de tre virksomheder er registreret efter anparts- eller aktieselskabsloven, som klageren henviser til, eller lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Styrelsens holdning
 
Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til at nægte en registrering af en anmeldelsespligtig aktivitet efter de skatte- og afgiftsmæssige love med henvisning til navnerettigheder.
 
Styrelsen er endvidere af den opfattelse, at nævnet ikke kan behandle en sag, i et tilfælde som det foreliggende, hvor Økonomi- og Erhvervsministeriets departement har svaret klageren.
…”
 
Heroverfor har K i mail af 15. februar 2010 bemærket:
 
” Jeg har i altfald een bemærkning:
I materialet anfører Styrelsen nu, at den ikke mener Erhvervsankenævnet kan behandle sagen.
Det undrer mig …

Desuden skriver Styrelsen, at man ikke ("for de to sidste virksomheder..".) har hjemmel til at nægte registrering af en anmeldelses-pligtig aktivitet.

Det har jeg heller aldrig bedt om, endsige forestillet mig de skulle. Men jeg havde en forventning om at anmelderen ville blive bedt om at prøve igen - nu med et navn der ikke kunne forveksles med et personnavn (jf. min argumentation om at små hensyn hos Styrelsen, kunne undgå at påføre undertegnede store udgifter - eller opgivelse at at opretholde rettigheder). Det forholder man sig ikke rigtigt konkret til synes jeg.”
 
 
Ankenævnet udtaler:
 
 
Det følger af § 1 i lov om Erhvervsankenævnet, lov nr. 858 af 23. december 1987 med senere ændringer samt § 1 i bekendtgørelse nr. 1154 af 18. december 1994  om Erhvervsankenævnet, at Erhvervsankenævnet behandler klager over afgørelser truffet af blandt andet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor der i lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelse om klageadgang til nævnet.
 
Der foreligger med tilkendegivelsen fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om styrelsens retsopfattelse af, at spørgsmålet om udslettelse af de omhandlede registreringer, som er foretaget efter afgifts- og skattelovgivningen, henhører under domstolene, ikke en afgørelse, omfattet af ankenævnets kompetence. At Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fejlagtigt har givet klagevejledning ændrer ikke herved.
 
Ankenævnet afviser således klagen, jf. § 8, stk. 1, i lov om Erhvervsankenævnet.